Udeblivelse inden for civilprocesretten omfatter både udeblivelse af møder (rent fysisk), f.eks. fra et retsmøde efter retsplejelovens § 353, eller telefonmøder, jf. bl.a. U.2007.2763 Ø, hvor sagsøgers advokat ikke havde foretaget et opkald 10 minutter efter mødetidspunktet medførte sagens afvisning, jf. retsplejelovens § 360, stk. 1.

Reglerne om udeblivelse omfatter også manglende eller ikke rettidig indlevering af processkrifter, påstandsdokumenter mv.

Selv om der gives møde, kan der alligevel foreligge udeblivelse, f.eks. såfremt den mødte ikke opfylder betingelserne i retsplejelovens § 260 om rettergangsfuldmægtige, eller hvis parten trods advokatpålæg møder selv, jf. retsplejelovens § 259, stk. 2 og 3.

Udeblivelse i 1. instans har forskellige retsvirkninger, alt efter hvilken part, der udebliver. Dette er primært reguleret i retsplejelovens §§ 352, 360 og 362:

Såfremt sagsøger udebliver, er sanktionen som udgangspunkt sagens afvisning. Dermed får sagsøgte medhold uden fuld prøvelse af kravet. Sagen kan efterfølgende anlægges ved domstolene igen, hvortil der dog skal betales ny retsafgift. Såfremt sagsøgte har fremlagt modkrav i sagen, afsiges der efter sagsøgtes anmodning herom dom om dette krav, jf. retsplejelovens § 360, stk. 1, 2. pkt. Sagsøger kan i dette tilfælde ikke begære sagen genoptaget, men kan anmode om at få prøvet afvisningsspørgsmålet ved kære, og retten kan efter retsplejelovens § 222 omgøre afgørelsen om afvisning, såfremt omgørelsen holder sig inden for de skønsmæssige rammer.

Såfremt sagsøgte udebliver, er sanktionen som udgangspunkt, at der afsiges en udeblivelsesdom, hvorefter der afsiges dom efter sagsøgerens påstand, for så vidt denne findes begrundet i sagsfremstillingen og det øvrigt fremkomne, jf. retsplejelovens § 352, stk. 1, om ikke rettidigt indleveret eller mangelfuldt svarskrift, retsplejelovens § 360, stk. 3, om udeblivelse fra et retsmøde og retsplejelovens § 362, stk. 1, om udeblivelse fra hovedforhandlingen i 1. instans. Dommen kan følge sagsøgers påstand helt eller delvist, eller den kan frifinde sagsøgte. Såfremt sagsøgers påstand eller sagsfremstillingen i væsentlige henseender forekommer urigtig, vil retten afvise sagen. Modkrav fremsat til selvstændig dom afvises derimod, jf. U.1977.571/1 V, hvor sagsøgte havde gjort gældende at have et modkrav større end hovedkravet, udeblev fra hovedforhandlingen, og derefter blev modkravet i medfør af retsplejelovens § 363, stk. 1, afvist.

Sagsøgte har dog krav på at få sagen genoptaget inden fire uger efter dommens afsigelse, jf. retsplejelovens § 367, stk. 1, 1. pkt. Retten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning indgives senere, men inden ét år efter afsigelsen, jf. stk. 1, 2.pkt. Udebliver sagsøgte igen, efter sagens genoptagelse, afvises genoptagelsen, jf. retsplejelovens § 367, stk. 2, 2. pkt. Kun såfremt der er tale om undskyldende omstændigheder, kan der blive tale om genoptagelse igen, jf. bet. 1973.698, s. 165. Dette sås i U.2009.933 H, hvor sagsøgte henset til nogle tilkendegivelser fra sagsøger troede, at sagsøger ville hæve sagen. Som følge heraf tiltrådte Højesteret, at retten havde undladt at tillægge udeblivelsen afvisningsvirkning.

Såfremt begge parter udebliver, er sanktionen som udgangspunkt, at sagen hæves, jf. retsplejelovens § 360 stk. 2, om udeblivelse fra et retsmøde, og retsplejelovens § 362, stk. 1, om udeblivelse fra hovedforhandlingen.

Disse udgangspunkter modificeres bl.a. af retsplejelovens § 360, stk. 7, hvorefter retten undtagelsesvis kan undlade at tillægge en parts udeblivelse udeblivelsesvirkning, såfremt udeblivelsen må antages at skyldes lovligt forfald, og der i øvrigt må antages at foreligge undskyldende omstændigheder, eller modparten ønsker sagen udsat. Et eksempel herpå er U.2011.3374/1 H, hvor en lægeerklæring udstedt en uge efter udeblivelse var dokumentation for lovligt forfald.

Særligt om processkrifter

Som allerede anført er udgangspunktet, at såfremt sagsøgte ikke indleverer svarskrift rettidigt, eller svarskriftet ikke opfylder kravene til et svarskrift efter retsplejelovens § 351, og det herefter er uegnet til at danne grundlag for sagens behandling, har dette udeblivelsesvirkning, jf. retsplejelovens § 352, stk. 1. Retten kan forlænge fristen for svarskrift, såfremt sagsøgte anmoder herom inden fristens udløb, jf. retsplejelovens § 351, stk. 1, 2. pkt. Er svarskriftet mangelfuldt, kan der derimod gives frist med henblik på at afhjælpe manglerne, jf. retsplejelovens § 352, stk. 2.

Retten kan efter retsplejelovens § 355, stk. 2, bestemme, at der skal indleveres et processkrift om et nærmere angivet spørgsmål. Såfremt et sådan processkrift ikke indleveres rettidigt, kan det have udeblivelsesvirkning efter retsplejelovens § 360, stk. 3, hvis dette tilkendegives i pålægget.

Retten kan også pålægge sagens parter at indlevere et endeligt påstandsdokument efter retsplejelovens § 357, stk. 1. Såfremt et sådan ikke indleveres rettidigt, kan dette have udeblivelsesvirkning efter retsplejelovens § 360, stk. 5. Hertil anføres dog i litteraturen, at retten bør være tilbageholdende med at tilkendegive udeblivelsesvirkning herefter, se hertil Ulrik Rammeskow m.fl., Den civile retspleje, 4. udgave, 3. oplag, 2017, s. 386.

Retten skal både i forbindelse med yderligere processkrifter og påstandsdokumenter, give parterne mulighed for at udtale sig om fristoverskridelsen, inden den tager stilling til spørgsmålet om udeblivelsesvirkning. Dette har grobund i det civilretlige princip om kontradiktion, hvilket skal sikre retten grundlag for at vurdere, om den undtagelsesvis skal undlade at tillægge fristoverskridelsen udeblivelsesvirkning efter retsplejelovens § 360, stk. 7, se hertil Ulrik Rammeskow m.fl., Den civile retspleje, 4. udgave, 3. oplag, 2017, s. 387.