Tilregnelighed må ikke forveksles med begrebet "tilregnelse". Tilregnelighedsbetingelsen indebærer, at personer, der på tidspunktet for den strafbare gerning var sindssyge eller noget, der må sidestilles hermed, ikke kan straffes. Her vurderes graden af eventuel mental retardering, psykiske lidelser eller tilsvarende af relevans for sagen. Tilregnelighed angår således gerningspersonens sindstilstand og mentale udvikling i gerningsmomentet. Tilregnelighedsvurderingen er en juridisk afvejning, hvor der dog ofte bliver lagt stor vægt på lægefaglige vurderinger og erklæringer fra retslægerådet.