Ved de svage ugyldighedsgrunde er sondringen mellem god og ond tro afgørende for, om den, der har afsendt et løfte, der er fremkaldt af en af de svage ugyldighedsgrunde, bliver bundet af sit løfte eller ej. En påberåbt svag ugyldighedsgrund, hvor betingelsen om ond tro er opfyldt, bevirker, at løftegiver ikke er bundet af sit løfte/sin viljeserklæring.

De særligt relevante svage ugyldighedsgrunde i aftaleloven er anden kompulsiv tvang (aftalelovens § 29), svig (aftalelovens § 30), udnyttelse (aftalelovens § 31) og erklæringsfejl (aftalelovens § 32, stk. 1).

Den gode tro skal som hovedregel være til stede, da løftet kom til modtagerens kundskab, jf. aftalelovens § 39, 1. pkt.