En retsvildfarelse vedrører ukendskab til eller misforståelse af en lovbestemmelse. Retsvildfarelser bedømmes almindeligvis strengere end faktiske vildfarelser, bl.a. begrundet i grundsætningen om ignorantia juris semper nocet.
Der kan både være tale om en egentlig retsvildfarelse og en uegentlig retsvildfarelse.
1. Egentlig retsvildfarelse
Dette er en vildfarelse om den strafferetlige regel, der kriminaliserer et forhold. Denne form for retsvildfarelse kan ikke medføre straffrihed, men den kan dog bevirke en mildere straf eller strafbortfald. Se hertil straffelovens § 82, nr. 4.
2. Uegentlig retsvildfarelse
Dette er en vildfarelse om de præjudicielle regler (f.eks. regler i aftaleloven). Modsat den egentlige retsvildfarelse angår den uegentlige ikke indholdet af selve den strafferetlige regel, men angår derimod regler, som ligger uden for de strafferetlige regler. Den uegentlige retsvildfarelse udelukker forsæt.