Ved retskraft forstås en doms bindende virkning. Reglerne herom er i det væsentlige ulovregulerede, og hviler derfor på retspraksis og teorien. 

Der sondres teoretisk mellem formel og materiel retskraft. Den formelle retskraft indebærer, at dommen ikke længere, uden opnåelse af særlig tilladelse, kan ændres ved appel eller genoptagelse, hvor den materielle retskraft er dommens virkning som en bindende afgørelse.     

Retskraften har to virkninger:

1.      Afvisningsvirkning (også kaldet negativ retskraft).

2.      Præjudicerende virkning (også kaldet positiv retskraft).

At en dom har afvisningsvirkning/negativ retskraft indebærer, at en ny sag mellem samme parter om de spørgsmål, som dommen tager stilling til, skal afvises.

At en dom har præjudicerende virkning/positiv retskraft indebærer, at dommen skal lægges uprøvet til grund i fremtidige sager mellem parterne. Dette får som følge af afvisningsvirkningen alene betydning, hvor der også foreligger andre spørgsmål til afgørelse end dem, der allerede er afgjort ved dommen.  

En dom har retskraft fra det tidspunkt, hvor den ikke længere uden særlig tilladelse kan appelleres eller søges genoptaget, hvilket vil sige fra udløbet af den ordinære ankefrist frist for genoptagelse. En doms retskraft forældes ikke.

Domstolene påser ikke ex officio reglerne om retskraft.