Retentionsretten er retten til at opretholde besiddelsen af en ydelse, som en anden i kraft af en kontrakt har krav på at få udleveret, indtil visse betingelser er opfyldt, f.eks. indtil modparten overdrager modydelsen. Det er en betingelse for retention, at den, der tilbageholder genstanden, gør det lovligt, samt at tilbageholdelsen og kravet mod den, der ønsker genstanden udleveret, udspringer fra det samme retsforhold. Der er mulighed for retention i både gensidig bebyrdende retsforhold, hvor en genstand overdrages til eje, f.eks. køb, og i kontrakter hvor genstanden ikke overdrages til eje, f.eks. reparation.