Regeringsprærogativer er særlige rettigheder eller kompetencer, som grundloven har tillagt kongen (regeringen). Dette er f.eks. retten til at udnævne og afskedige ministre, indgå traktater eller at udskrive valg. Disse prærogativer modsvares af, at Folketinget kan stille et mistillidsvotum over for regeringen eller en eller flere ministre. Det særlige ved regeringsprærogativerne er, at hverken domstolene eller Folketinget kan blande sig i udøvelsen af disse, da de netop er tilskrevet regeringen i grundloven. Dette er der bred enighed om i litteraturen, jf. dog anderledes Zahle.