Ved præklusion forstås, at parterne ikke længere har fri adgang til at fremkomme med nyt processtof. Det vil sige, at en part kan afskæres fra at fremføre synspunkter eller beviser.
Hovedreglen om præklusion findes i retsplejelovens § 358, hvorefter præklusion indtræder ved forberedelsens slutning. Der gælder dog to undtagelser til dette udgangspunkt.
Den første undtagelse er fremrykket præklusion, hvorefter der indtræder præklusion inden forberedelsens afslutning. F.eks. er sagsøgtes udeblivelse med formalitetsindsigelser, og bevisførelse som forlænger sagsbehandlingstiden, væsentligt (f.eks. syn og skøn eller mere omfattende processuelle provokationer til modparten).
Den anden undtagelse vedrører rettens mulighed for at tillade fremlæggelse af nyt processtof, selv om der i princippet er indtrådt præklusion. Dette er bl.a. reguleret i retsplejelovens §§ 258, stk. 6-7 og 363 om nova under hovedforhandlingen.