Nova er et latin term, der betyder "ny". I civile retssager i Danmark referer nova til nye omstændigheder eller beviser. En begæring om udsættelse af sagen for at inddrage nyt (nova) i sagen bør ikke imødekommes, såfremt det egentlige formål med begæringen er at forhale sagen.
Der gælder således en hovedregel om præklusion, hvilket indebærer, at der indtræder præklusion ved forberedelsens afslutning.
Hvis en part ønsker at fremkomme med nyt processtof efter forberedelsens afslutning, skal denne følge fremgangsmåden i retsplejelovens § 358, skt. 1, jf. stk. 6 og 7.
Den part, der ønsker at fremkomme med nyt processtof, skal efter retsplejelovens § 358, stk. 1, give retten og modparten meddelelse herom. Herefter har modparten en frist på en uge til at fremkomme med eventuelle bemærkninger, men retten træffer under alle omstændigheder afgørelsen enten efter stk. 6 eller stk. 7.
Protesterer modparten mod anmodningen, eller reagerer denne ikke, træffer retten afgørelse efter retsplejelovens § 358, stk. 6. Retten kan give tilladelse til at fremkomme med nyt processtof (nova), når: 1) det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at anmodningen ikke er fremkommet tidligere, 2) modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser uden udsættelse af hovedforhandlingen, eller 3) nægtelse af tilladelse vil kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for parten.