Hovedreglen er, at retsplejen er mundtlig, jf. grundlovens § 65, stk. 1. Herefter forhandles alle retssager mundtligt, medmindre andet er bestemt ved lov, jf. retsplejelovens § 148, stk. 1. I retsplejen sker den mundtlige forhandling ved hovedforhandlingen, der afholdes efter sagens forberedelse og den tilhørende skriftveksling. Retten kan dog, med parternes samtykke, vælge, at sagen skal afgøres skriftligt, jf. retsplejelovens § 366, stk. 1.
Princippet om mundtlighed i retsplejen, muliggør tilgængelighed for offentligheden, og understøtter herved retsplejens offentlighedsprincip. Sammen med reglerne om aktindsigt, sikrer dette offentlighedens adgang til retternes behandling af retssager, og skaber derigennem et transparent, tillidsvækkende retssystem.