Grundsætningen om magtfordrejning indebærer, at forvaltningen ved sin afgørelse alene må inddrage saglige hensyn. Hvilke hensyn, der er saglige i forhold til den konkrete lov, afhænger af en fortolkning.

Det afgørende for, i hvilket omfang et hensyn kan betragtes som sagligt, er, i hvilken sammenhæng hensynet inddrages.