Konkursloven opstiller i §§ 93-98 seks konkursklasser, der er opdelt efter kravenes type. Principielt behandles alle kreditorer lige, men dette udgangspunkt er modificeret og gælder således kun inden for de enkelte konkursklasser.
Konkursklasserne har en 'rangorden', således at et krav i en højerestående konkursklasse skal opnå fuld dækning, førend den næste konkursklasse søges fyldestgjort af konkursboets aktiver. Kan en konkursklasse ikke opnå fuld dækning for de stillede krav, tildeles kreditorerne i denne konkursklasse den samme dividende, dvs. procentvise fyldestgørelse, hvormed kreditorerne forholdsmæssigt behandles lige. De lavere konkursklasser opnår i sådanne tilfælde ingen dækning i konkursboet.