Koncentrationsprincippet vedrører parternes forpligtelse til at fremkomme med alle deres påstande, anbringender og beviser på et tidligt stadie af sagen. Formålet hermed er at sikre en hurtig og effektiv sagsbehandling, hvorved der spares tid og udgifter for både parterne og statskassen. Koncentrationsprincippet fremgår ikke direkte af retsplejeloven, men sikres især gennem reglerne om præklusion. Hovedreglen om præklusion findes i retsplejelovens § 358, hvoraf det fremgår, at præklusion indtræder ved afslutningen af sagens forberedelse. Parterne har derfor kun undtagelsesvis adgang til efterfølgende at fremkomme med yderligere processtof (nova).