Reglerne om domstolenes kompetence vedrører spørgsmålet om, hvilken domstol en given retssag henhører under. Kompetencereglerne er delt op i regler om retternes saglige kompetence, som er reguleret i retsplejelovens §§ 224-227, og regler om retternes stedlige kompetence (også kaldet værneting), som primært er reguleret i retsplejelovens kapitel 22 og Domsforordningen.

Reglerne om saglig kompetence besvarer spørgsmålet om, ved hvilken ret i domstolshierarkiet en sag skal behandles. Disse regler fastlægger med andre ord hvilket ”trin” i domstolshierarkiet, der er kompetent til at behandle en given sag, altså om en sag skal behandles af byretten, landsretten, Sø- og Handelsretten eller boligretten i første instans. Den ret, hvor en sag er blevet anlagt, skal ex officio påse, om den er sagligt kompetent, jf. retsplejelovens § 232. Udgangspunktet er, at en sag starter ved byretten, jf. RPL § 224. Imidlertid gælder der en række undtagelser til dette udgangspunkt. Sø- og Handelsretten er kompetent i de § 225 nævnte sager, herunder sager vedrørende immaterielle rettigheder, markedsføringsloven, konkurrenceloven og internationale sager hvor fagkundskab til internationale erhvervsforhold har væsentlig betydning. Derudover er Sø- og Handelsretten kompetent i sager om ansættelsesforhold eller ophavsret, såfremt sagen er af principiel karakter og fagkundskab til arbejdsmarkedsforhold henholdsvis erhvervsforhold har væsentlig betydning, jf. retsplejelovens § 227. Behandling af sagen i Sø- og Handelsretten frem for byretten forudsætter en anmodning fra en part i sagen.  Landsretten er kompetent, såfremt sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt, jf. retsplejelovens § 226. Det forudsætter dog, at der fremsættes en anmodning fra en af parterne senest under det forberedende møde, jf. stk. 1, jf. stk. 3.

Reglerne om stedlig kompetence besvarer spørgsmålet om, ved hvilken ret – blandt flere ligestillede retter – en sag skal behandles. Disse regler fastlægger med andre ord, hvor en sag rent geografisk skal anlægges, herunder om en sag skal anlægges ved Københavns Byret, eller om den skal anlægges ved Retten i Horsens. Udgangspunktet er, at en sag skal anlægges ved sagsøgtes hjemting, jf. retsplejelovens § 235, stk. 1. Fysiske personers hjemting er ved deres bopæl, jf. stk. 2. Har personen ikke en fast bopæl, er hjemtinget i den retskreds, hvor personen opholder sig, jf. stk. 3, eller hvor denne sidst har haft kendt bopæl eller opholdssted, jf. stk. 4. For danske statsborgere i udlandet er deres hjemting i København, jf. retsplejelovens § 236. Juridiske personer henholdsvis regionerne og kommunerne har som udgangspunkt hjemting i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger, jf. retsplejelovens § 238, stk. 2 henholdsvis § 239. Staten har hjemting, i den retskreds, hvor den myndighed, som stævnes på statens vegne, har kontor, jf. retsplejelovens § 240, stk. 1, eller ved sagsøgers hjemting ved prøvelse af administrative afgørelser, jf. stk. 2. Derudover behandler reglerne også spørgsmålet om, hvorvidt en given sag skal anlægges i Danmark eller et andet land, såfremt sagen har et islæt, som er mere end blot nationalt. Disse regler findes dels i retsplejelovens og dels i Domsforordningen. Udgangspunktet i Domsforordningen er, at en sag skal anlægges ved sagsøgtes bopæl, jf. Domsforordningens art. 4 og 5. Juridiske personers bopæl følger af Domsforordningens art. 63.

Den ret, hvor en sag er blevet anlagt, skal ex officio påse, at den er stedligt kompetent, jf. retsplejelovens § 248. Reglerne om kumulation fraviger i et vist omfang reglerne om saglig og stedlig kompetence.