"Juris novit curia" er latin for "retten kender retsreglerne" og refererer til princippet om, at retten er forpligtet til at afgøre sager i overensstemmelse hermed.

Maksimen indebærer, at rettens anvendelse af retsregler sker ex officio (af egen drift), betydende, at retten skal anvende de retsregler, som har betydning for sagen, uanset om reglerne er påberåbt af parterne. Retten er således ikke bundet eller begrænset af parternes anførsler. Dette understøttes af, at en rent retlig argumentation, som parterne fremkommer med under sagen, ikke er omfattet af begrebet anbringender i retsplejelovens § 338, og derfor ikke på samme måde er bindende for retten.

Rettens forpligtelse til ex officio at anvende de gældende retsregler omfatter også fællesskabsret og internationale konventioner, som er inkorporeret i dansk ret.