Generelt gælder det i retsplejen, at grundlaget for rettens afgørelse af en sag enten fremskaffes af parterne, der forelægger det for retten, eller tilvejebringes af retten selv. Inden for civilprocessen, hvor parterne står for at oplyse sagen, gælder forhandlingsprincippet. Princippet følger af retsplejelovens § 338. Herefter kan retten ikke tilkende en part mere, end han har påstået, og retten kan udelukkende lægge vægt på de anbringender, som parten har gjort gældende. Det er herved sagens parter, der gennem deres påstande og anbringender, skaber sagens rammer. Retten derimod styrer sagens behandling (rettens formelle procesledelse) og har forskellige muligheder for at udøve indflydelse på parternes materielle ramme (rettens materielle procesledelse).

Forhandlingsprincippet er baseret på ideen om, at sagen vedrører de involverede parters forhold, og at det derfor også er parterne selv, der har de bedste forudsætninger for at vurdere, hvilke påstande og anbringender, der bedst kan understøtte deres retlige stilling.