En forfatningsretlig sædvane/praksis spiller en vigtig rolle i forfatningsretten. En forfatningsretlig sædvane opstår, når en eller flere handlinger fra en relevant myndighed, fortætter sig til en retligt bindende norm. Ud over at der skal være en bestemt ensartet adfærd, skal der også hos myndigheden bestå en subjektiv forståelse af, at man er retligt forpligtet til at handle efter normen. Endelig skal adfærden have en hensigtsmæssig karakter.
Forfatningsretlige sædvaner kan inddeles i tre kategorier:
- Retssædvaner, der ændrer grundloven
- Retssædvaner, der fortolker grundloven
- Retssædvaner, der supplerer grundloven
Denne kategorisering har stor betydning i forhold til retssædvanens betydning. Der er i litteraturen bred enighed om, at retssædvaner, der ændrer grundloven, dvs. isoleret set er i strid med grundloven, befinder sig på grundlovsniveau. Den simple forklaring på dette er, at ellers ville retssædvanen ikke kunne fravige grundlovens ordlyd.
Retssædvaner, der fortolker grundloven, antages også at befinde sig på grundlovsniveau. Forklaringen her er, at disse præciserer grundlovens ordlyd og anvendelsesområde.
Retssædvaner, der supplerer grundloven, befinder sig på almindeligt lovsniveau, hvilket vil sige et trin under grundlovsniveau.