Ejendomsforbeholdet giver en fysisk eller juridisk person mulighed for i forbindelse med et kreditsalg at forbeholde sig ejendomsretten til det solgte, således at salgsgenstanden - forudsat at ejendomsforbeholdet opfylder nærmere bestemte gyldighedsbetingelser - kan kræves tilbage fra køber, såfremt køber ikke betaler. Dette gælder, uanset om køber har overdraget genstanden til en aftaleerhverver, eller købers kreditorer har foretaget retsforfølgning i genstanden. Gyldighedsbetingelserne er forskellige, alt efter om der er tale om et forbrugerkøb eller et erhvervskøb.