Direkte forsæt er den højeste forsætsgrad. Direkte forsæt foreligger, når gerningsmanden handler med viden og vilje.

Ved adfærdsdelikter er det centrale for forsætlighedsvurderingen selve handlingen og omstændighederne omkring denne. Her består det direkte forsæt i viden om eller kendskab til, at den pågældende adfærd udgør en strafbar handling og en vilje til at realisere det pågældende gerningsmoment.

Man kan her spørge sig selv: Hvad ved gerningsmanden under sin adfærd?

Ved forårsagelsesdelikter består det direkte forsæt i, at gerningsmanden har til hensigt at bevirke en følges indtræden. Forsætligheden består derved i, at den pågældende følge er tilstræbt eller tilsigtet.

Man kan her spørge sig selv: Hvad var gerningsmandens hensigt at forårsage ved sin adfærd?