Delegation vedrører det forhold, at en myndighed overlader sin kompetence til en anden myndighed eller evt. privat person eller organisation. Der skal her skelnes mellem intern og ekstern delegation.
Ved intern delegation forstås en overordnet myndighed, som overlader kompetence til at træffe afgørelser til en af sine underordnede inden for myndigheden. Intern delegation til hierarkisk opbyggede myndigheder kan som udgangspunkt ske på ulovbestemt grundlag, med baggrund i det faktum at der består et over-/underordnelsesforhold.
Ved delegation i et kollegialt organ, skal der skelnes mellem forskellige muligheder for delegationer. Delegation til formanden er i udgangspunktet mulig, således at det er muligt at lade formanden træffe afgørelser i rutinesager, hvor der foreligger en fast praksis. Ligeledes kan der ske delegation til formanden ved presserende sager og genoptagelse af afgjorte sager. Der skal dog være en særlig begrundelse for at foretage delegationen. I andre tilfælde vil delegationen forudsætte lovhjemmel. Principsager, hvor fremtidig praksis fastlægges, samt sager af større betydning, kan ikke delegeres til formanden. Ved delegation til et udvalg i det kollegiale organ, er udgangspunktet, at dette kan ske uden lovhjemmel, såfremt der ikke foreligger et delegationsforbud. Det er dog antaget, at stående udvalg og økonomiudvalget ikke kan videredelegere afgørelseskompetencen til underudvalg. Ved delegation til den kommunale eller regionale administration eller et sekretariat er udgangspunktet, at det kan ske uden lovhjemmel, medmindre det fastætter ny praksis.
Ved ekstern delegation forstås en forvaltningsmyndigheds overladelse af kompetence til en anden myndighed eller til private. Ekstern delegation af afgørelseskompetencen kræver som det klare udgangspunkt lovhjemmel. Dette gælder dog ikke, såfremt der delegeres fra en overrodnet myndighed til en underordnet myndighed - her kan delegation i de fleste tillfælde foretages med baggrund i det over/underordnelsesforhold, der består mellem de to myndigheder.