Brugsretten er en ret til i en periode at udøve faktisk rådighed over en genstand, som brugeren ikke har ejendomsretten til. Brugerens rådighed er indskrænket i forhold til ejerens rådighed, idet brugeren alene kan anvende genstanden til dens formål. Hvis brugsretten er vederlagsfri, betegnes den som lån til brug, jf. Danske Lov 5-8-1. Udøves brugsretten derimod mod betaling af vederlag, betegnes den som leje. Brugsretten indebærer en ret for brugeren til at have genstanden i sin besiddelse i brugsperioden, og hovedforpligtelsen for ejeren af genstanden er derfor at give brugeren adgang til genstanden. Der er tale om en personlig ret, som brugeren ikke kan videreoverdrage, medmindre dette er aftalt med ejeren. Brugsrettigheder adskiller sig fra servitutter ved, at brugsrettigheder tildeler brugeren en almindelig ret til at råde, mens servitutten alene tildeler rettighedsindehaveren en ret til at råde over en afgrænset del i en specifik henseende.