Efter Danske Lov 3-19-2 kan en arbejdsgiver/principal gøres ansvarlig for en arbejdstagers culpøse handling. Ansvaret gælder både i og uden for erhvervsforhold. Såfremt arbejdet er overladt til en selvstændigt virkende tredjemand, pådrager arbejdsgiver sig ikke ansvar for tredjemands culpa.

Betingelserne for ansvaret er, at der skal være et over- underansættelsesforhold mellem arbejdsgiver og den skadevoldende arbejdstager, således at arbejdstager er underlagt arbejdsgiverens instruktioner. Derudover skal skaden være forvoldt som led i tjenesten. Endelig skal den ansatte have handlet culpøst.

Uden for kontraktforhold ifalder arbejdsgiver ikke ansvar efter Danske Lov 3-19-2, såfremt der er tale om en helt usædvanlig (abnorm) handling. F.eks. hvis en ansat, der er på vej ud til en kunde, på vejen vælger bevidst at ødelægge et busskur, kan der ikke pålægges arbejdsgiver erstatningsansvar, da der er tale om en abnorm handling, og der ikke er noget kontraktforhold, der omfatter busskuret. Handlingen mod busskuret er desuden sket uden nogen som helst forbindelse til arbejdstagers virke.

Hvis arbejdsgiver udelukkende kan gøres ansvarlig efter en strengere ansvarsregel end culpareglen, er arbejdsgiver ikke ansvarlig for arbejdstagers skadegørende handlinger ifølge Danske Lov 3-19-2. Det betyder, at arbejdsgiveren ikke bliver ansvarlig, hvis dette kun kan ske som følge af et objektivt ansvar.