Visser (forenede sager C-360/15 og C-31/16)

Resume

I Holland havde man vedtaget en arealanvendelsesplan, der forbeholdt visse områder uden for en bymidte til salg af detailvarer med stort volumen. En ejer af lokaler i dette område ville gerne udleje sine lokaler til en virksomhed, der drev detailhandel med sko og tøj. Situationen gav anledning til flere spørgsmål i relation til servicedirektivet.

Først og fremmest gav det anledning til at undersøge, om tjenesteydelsesbegrebet efter direktivets artikel 4, nr. 1 omfattede detailsalg af tøj og sko. Domstolen fandt, at detailhandel med varer udgør en tjenesteydelse i bestemmelsens forstand.

Dernæst gav situationen Domstolen anledning til at fastlægge, at servicedirektivets kapitel III også finder anvendelse rent internt, dvs. situationer, hvor alle relevante elementer findes inden for én enkelt medlemsstat, idet servicedirektivet ikke stiller krav om et grænseoverskridende element.

En arealanvendelsesplan som den i sagen kunne ikke betegnes som en tilladelsesordning efter direktivets artikel 4, nr. 6, men derimod et krav efter direktivets artikel 4, nr. 7. Da kravet er en territorial begrænsning efter artikel 15, stk. 2, litra a, vil det kun kunne legitimeres, hvis det ikke er forskelsbehandlende, er nødvendigt og proportionalt, jf. artikel 15, stk. 3. Holland havde påberåbt sig hensynet til at beskytte bymiljøet mod, at der var tomme butikker i byen (hvis alle butikkerne rykkede ud til de billigere lokaler i områderne omkring byen). Domstolen fastslog, at dette hensyn var tvingende og af almen interesse. Kravet var derfor legitimt.

Eksamensrelevans

Afgørelsen fastlægger, at servicedirektivets kapitel III finder anvendelse på rent interne forhold. Derudover at detailhandel falder inden for begrebet 'tjenesteydelse' i direktivets forstand. Slutteligt at hensynet til at beskytte bymiljøet er et tvingende hensyn af almen interesse, som kan begrunde et krav efter direktivets artikel 15, stk. 2, litra a.