Venturini (forenede sager C-159/12 og C-161/12)
Resumé:
Sagsøgerne, der var godkendte farmaceuter, havde fået afslag fra de italienske myndigheder på en ansøgning om at sælge receptpligtig medicin uden statsstøtte i deres parafarmaceutiske salgssted med henvisning til, at kun virksomheder, der var godkendt som apotekter, måtte sælge receptpligtig medicin. Sagsøgerne argumenterede for at dette var i strid med etableringsfriheden (art. 49 TEUF). Den italienske stat argumenterede for at situationen ikke havde grænseoverskridende karakter, da både italienske såvel som øvrige statsborgere ville behandles efter samme regelsæt.
Domstolen fandt at reglen om, at godkendte farmaceuter ikke kan opnå tilladelse til at sælge receptipligtig medicin uden statssttøte på deres salgssteder, fordi kun apoteker kan opnå denne tilladelse, udgjorde en hindring af etableringsfriheden, fordi reglen gjorde det vanskeligere og mindre attraktivt for udenlandske statsborgere at etablere sig med et parafarmaceutisk salgssted i Italien.
Domstolen anerkendte hensynet til at sikre en pålidelig lægemiddelforsyning af god kvalitet (et alment mål om at beskytte folkesundheden) som legitimt, og reglen om at kun apoteker kunne opnå den relevante tilladelse egnet til at forfølge hensynet. Det skyldtes at reglen skulle hindre at parafarmaceutiske salgssteder kunne etablere sig i særligt rentable områder (på bekostning af de mindre rentable områder), hvilket apoteker som følge af de særlige regler til sådanne salgssteders geografiske placering ikke kunne. På den måde sikrede man sig at de mindre rentable områder ikke kunne komme i en situation, hvor der ikke var let og hurtig adgang til receptpligtige lægemidler.
I forhold til proportionalitet angav Domstolen at medlemsstaterne har en skønsmargen til at fastsætte niveauet af beskyttelse af den offentlige sundhed. Domstolen fandt ikke at der var andre måder, der kunne opfylde det samme formål, og at reglen ikke gik videre end nødvendigt. Art. 49 TEUF var derfor ikke til hinder for sådan en lovgivning.
Eksamensrelevans:
Afgørelsen viser at der i forhold til etableringsfriheden ikke kan stilles krav om egentlig grænseoverskridende aktivitet, når blot en grænseoverskridende interesse kan identificeres. Det betyder at når blot en national lovgivning gør det mere vanskeligt eller mindre attraktivt at etablere sig på tværs af grænser, vil det sætte art. 49 TEUF i spil (pr. 25-26 og 35-36)