Vandrutsjebanen – U 2009.1652 V

Resumé

Dom afsagt af: 

Vestre Landsret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Erstatningsret, erstatning uden for kontraktforhold, ansvarsgrundlag, bevisbyrde, omlægning af bevisbyrde, præsumptionsansvar

Fakta:

En mor og en datter var taget på udflugt til et sommerland. I sommerlandet prøvede de sammen en vandsrutsjebane. I vandrutsjebanen sad deltagerne i både, som blev trukket op i tårne, hvorefter bådene gled ned igen. Når bådene ramte vandet neden for tårnene, bremsede de ved, at de sank ned i vandet. Da moderen og datteren imidlertid prøvede vandrutsjebanen, blev båden ikke bremset, da den ramte vandet, men planede hen over vandet og ramte en bassinkant. I forbindelse med ulykken kom både moderen og datteren til skade.

Moderen og datteren lagde herefter sag an mod sommerlandet med krav om erstatning på henholdvis godt 1.350.000 kr. og knap 65.000 kr.

Sommerlandet mente ikke, at de var erstatningsansvarlige og mente, at det var moderen og datteren der havde bevisbyrden for, at sommerlandet havde handlet ansvarspådragende. Denne bevisbyrde mente sommerlandet ikke, at moderen og datteren havde løftet.

Både byretten og landsretten fandt, at bevisbyrden måtte omlægges, således at det var sommerlandet der skulle bevise, at de ikke havde handlet ansvarspådragende. Da denne bevisbyrde ikke fandes løftet, fandt begge instanser, at sommerlandet var erstatningsansvarlig, hvorfor moderens og datterens krav om erstatning blev taget til følge.

Eksamensrelevans:

Udgangspunktet i dansk ret for det almindelige culpaansvar er, at skadelidte har bevisbyrden for, at skadevolderen har handlet culpøst.

Både lovgivningen og domstolene kan dog omlægge bevisbyrden, således at det i stedet er er skadevolderen der skal bevise, at denne ikke har handlet uagtsomt. Omvendt bevisbyrde kaldes også præsumptionsansvar. Omlæggelse af bevisbyrden er en væsentlig skærpelse i forhold til det almindelige culpaansvar. 

Efter almindelige principper kan der ved vurderingen af, om bevisbyrden må omlægges, lægges vægt på hvem af parterne der havde den nærmeste adgang og mulighed for at sikre sig bevis for, at det forholdt sig på den måde, som parten hævder til støtte for sin påstand om ansvar eller ansvarsfrihed.

I dommen fandt man, at årsagen til uheldet skyldtes en for lav vandstand. I den forbindelse anførte landsretten, at hverken moderen eller datteren havde indflydelse på rutsjebanens drift eller skadens opståen. I øvrigt anførte landsretten til fordel for, at bevisbyrden omlægges, at et vidne tidligere på sæsonen havde oplevet en tilsvarende hændelse. Bevisbyrden blev derfor omlagt, da det fandtes, at sommerlandet var nærmest til at sikre sig bevis for, at rutsjebanen var indrettet korrekt.

Da det ikke kunne klarlægges, hvordan uheldet var sket, kom det sommerlandet til skade idet bevisbyrden ikke var løftet.

Dommen er i øvrigt i overensstemmelse med den ansvarsvurdering, der tidligere er fastslået i ældre domspraksis om uheld ved forlystelser, jf. bl.a. U 1957.109 H om en luftgynge, hvis ryglæn svigtede.

Til Eksamen

Dommen vil være relevant i eksamenssituationer omhandlende omvendt bevisbyrde.