Vandledningen under Gl. Kongevej – U 1983.866/2 H

Resumé

Dom afsagt af:

Højesteret med 11 dommere

Dissens:

7-4

Tema:

Ulovbestemt objektivt ansvar, materialesvigt, brud på forsyningsledninger.

Fakta:

I marts 1979 sprængte en 90 år gammel hovedvandledning under Gammel Kongevej i København. Som følge af bruddet blev store dele af kvarteret oversvømmet, og det udstrømmende vand forårsagede et knap 2 meter dybt hul ud for en ejendom tæt ved brudstedet. Vandet trængte gennem ejendommens vægge og ind til et kælderrum, hvor vandet ødelagde en del uniformer.

Ved undersøgelse af vandledningen fandtes der hverken tegn på tæring eller korrosion, bruddet var ikke en følge af ledningens alder, og der havde desuden ikke tidligere været brud på denne ledning. Der var dog tidligere forekommet lignende brud på støbejernsledninger, men årsagen til disse brud kunne ikke umiddelbart fastslås. Ifølge skønsmanden var den mest sandsynlige årsag til bruddet, at ledningen grundet materialetræthed ikke havde været i stand til at modstå de tryk eller bevægelser i de omgivende jordlag, der var fremkaldt som følge af de vekslende temperaturændringer og/eller påvirkninger fra trafikken på Gammel Kongevej. Ifølge skønsmanden var vandforsyningens vedligeholdelses- og kontrolordning forsvarligt indrettet, og bruddet på ledningen kunne ikke være afværget ved kontroleftersyn, da der ikke havde været udsivning af vand inden bruddet.

Spørgsmålet var herefter, om Vandforsyningen, der ejede vandforsyningsværket med tilhørende ledningsnet, kunne gøres ansvarlig for skaderne.

Eksamensrelevans:

På en række områder har lovgivningsmagten besluttet at indføre objektivt ansvar ved lov, som domstolene er forpligtede til at følge. Uden for de lovregulerede områder har domstolene i enkelte særlige tilfælde statueret objektivt ansvar, og meldt det tydeligt ud i deres præmisser, men overordnet set har domstolenes holdning til objektivt ansvar på ulovbestemt grundlag dog været præget af stor forsigtighed. Domstolene har fortrinsvis statueret objektivt ansvar på afgrænsede områder, hvor der løbende opstår sager, så domstolene løbende har kunne udvikle retstilstanden for det objektive ansvar. De væsentligste højesteretsdomme om ulovbestemt objektivt ansvar udover denne dom er dommen om Aalborg Kloster trykt i UfR 1968.84/2H og UfR 1987.258 H, der ligeledes er kommenteret, særligt interessante.

Ved en række Højesteretsdomme afsagt i perioden 1963-1977 var kommuner som ledningsejere blevet pålagt et præsumptionsansvar med betydelige krav til styrken af beviset for ikke-culpa for skader som følge af brud på forsyningsledninger. Denne ansvarsnorm holdt til afgørelsen UfR 1983.866 H, hvor Højesteret statuerede et ulovbestemt objektivt ansvar for brud på en forsyningsledning.

I dommen skulle Højesteret tage stilling til, om Københavns Kommune som ledningsejer skulle bære ansvaret for uniformer, der var blevet ødelagt som følge af oversvømmelser forårsaget af et brud på en hovedvandledning.

Højesterets flertal på syv dommere udtalte, at den sandsynlige årsag til ledningsbruddet var, at den gamle hovedledning på grund af materialetræthed havde været ude af stand til at modstå tryk eller bevægelser i de omgivende jordlag fremkaldt af temperaturændringer og/eller påvirkninger fra trafikken på Gammel Kongevej. På baggrund af skønserklæringen og det i øvrigt fremførte bemærkede Højesteret, at lignende brud på støbejernsledninger tidligere var forekommet, og at årsagen til sådanne brud ikke umiddelbart havde kunnet fastslås. Flertallet fandt herefter, at skader som følge af materialesvigt måtte anses som en vandforsyningsudgift, der burde bæres af kommunen som ejer af det pågældende vandforsyningsværk med tilhørende ledningsnet, og som ved sin tekniske og økonomiske planlægning af driften havde mulighed for at tage risikoen for sådanne ikke upåregnelige skaders opståen i betragtning.

Højesterets mindretal på fire dommere frifandt vandforsyningen med den begrundelse, at kommunen ikke havde udvist noget uforsvarligt forhold ved nedlægningen af ledningen, i forbindelse med eftersyn og vedligeholdelse af den eller efter ledningsbruddet. Mindretallet anså herefter skaden som en hændelig skade, hvorfor de stemte for at frifinde kommunen for erstatningspåstanden.

Højesteret pålagde derefter kommunen erstatningsansvar for bruddet på vandledningen. Dommen kan ikke siges at have åbnet op for et generelt objektivt ansvar for materialesvigt, eftersom det kan udledes af flertallets præmisser, at følgende to momenter var afgørende for sagens udfald:

Driftsomkostningssynspunktet, og
at skaden ikke var upåregnelig

Driftsomkostningssynspunktet bunder i, at den virksomhed, kommunen driver i henhold til et ledningsnet som eksempelvis vandforsyning, er af langsigtet og monopolagtig karakter, samt at kommunen som en del af det offentlige er uden likviditetsproblemer. Da kommunen kender til risikoen, der senere kan aktualiseres i en skade, har kommunen ved den tekniske tilrettelæggelse mulighed for at begrænse risikoen for indtrædelse af de pågældende skader og ved den økonomiske planlægning at pulverisere riskoen herfor.

Momentet om, at skaden skal være af ikke upåregnelig karakter har en klar sammenhæng med driftsomkostningssynspunktet, da man ved den tekniske og økonomiske planlægning af driften vanskeligt kan begrænse risikoen ved skader, når de ikke er påregnelige.

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal pålægges et objektivt ansvar for en skade opstået som følge af materialesvigt, skal altså afgøres ud fra en vurdering af de anførte momenter.

Til Eksamen

I dommen UfR 1983.866/2H pålagde Højesteret for første gang objektivt ansvar som følge af materialesvigt. I den pågældende sag skulle Højesteret tage stilling til, om en kommune som ledningsejer skulle gøres ansvarlige for skaderne på nogle kostumer, der var blevet ødelagt som følge af vandindtrængning i en kælder forårsaget af et brud på en hovedvandledning.

Højesterets flertal udtalte, at den sandsynlige årsag til ledningsbruddet var, at den gamle hovedledning på grund af materialetræthed havde været ude af stand til at modstå tryk eller bevægelser i de omgivende jordlag fremkaldt af temperaturændringer og/eller trafikpåvirkninger. På baggrund af skønserklæringen og det i øvrigt fremførte bemærkede Højesteret, at lignende brud på støbejernsledninger tidligere var forekommet, og at årsagen til sådanne brud ikke umiddelbart havde kunnet fastslås. Flertallet fandt herefter, at skader som følge af materialesvigt måtte anses som en vandforsyningsudgift, der burde bæres af kommunen som ejer af det pågældende vandforsyningsværk med tilhørende ledningsnet, og som ved sin tekniske og økonomiske planlægning af driften havde mulighed for at tage risikoen for sådanne ikke upåregnelige skaders opståen i betragtning. Kommunen blev herefter pålagt erstatningsansvar.

Dommen kan ikke siges at have åbnet op for et generelt objektivt ansvar for materialesvigt, eftersom det kan udledes af flertallets præmisser, at følgende to momenter var afgørende for sagens udfald:

Driftsomkostningssynspunktet, og
at skaden ikke var upåregnelig.

Hvorvidt der skal pålægges et objektivt ansvar for en skade opstået som følge af materialesvigt, skal altså afgøres ud fra en vurdering af de anførte momenter.