Utilladelig udstykning – U 2010.1431 H

Dom
Højesterets dom i sag 293/2008. Refereret af andre i U 2010.1431 H.

Resumé: 

Sagen omhandlede et rederi, R, der udlejede et skib til en lejer, H, med S som garant for H.  Da H i 1998 misligholdt aftalen, anlagde R sag mod S ved Sø- og Handelsretten for ubetalt leje på 121.900 USD og tog forbehold for yderligere krav. R anlagde samtdidig en voldgiftssag mod H med krav om erstatning for kontraktbruddet. Ved en voldgiftskendelse i 2001 blev H dømt til at betale ca. 720.000 USD. for kontraktbruddet. R valgte imidlertid i sagen mod S at fastholde den oprindelige påstand og forbeholdt sig at anlægge ny sag om resten. D (som havde overtaget R's krav) anlagde herefter ny sag mod S for restbeløbet.

Højesteret fastslog, at da sagsøgeren under den tidligere sag om manglende betaling af leje kunne have opgjort og fremsat et krav pa erstatning for misligholdelse af lejeaftalen, var sagsøgeren afskåret fra nu at fremsætte kravet under en ny sag. Højesteret begrundede blandt andet dette med, at generelle hensyn til procesøkonomi kræver, at en sagsøger som udgangspunkt samler alle forfaldne krav i samme sag.

Eksamensrelevans:

Hovedreglen i dansk ret er, at domme er retskraftige. Det betyder, at en dom både afskærer parterne fra at føre en sag om samme tvist ved samme instans (den negative retskraft), og at dommen skal lægges til grund i fremtidige mellemværender mellem parterne (den positive retskraft).

Der findes ingen direkte regel herom i retsplejeloven, men dommen, U 2010.1431 H, illustrerer, at samme hovedregel gælder, såfremt sagsøger alene anlægger sag vedrørende en del af et krav (delkrav). Dommen fastslår således, at en dom om et delkrav har retskraft og som udgangspunkt afskærer efterfølgende sagsanlæg vedrørende restkravet. Det skal dog bemærkes, at der gælder en række undtagelser til denne hovedregel.