Uber Spain / Asociación Profesional Elite Taxi (sag C-434/15)
Resumé:
Sagen udsprang af en tvist mellem erhvervssammenslutningen Asociación Profesional Elite Taxi og Uber Systems Spain SL (Uber).
Tvisten vedrørte Ubers levering af en formidlingstjeneste, hvor ikke-erhvervsdrivende chauffører, der anvendte egne køretøjer, gennem en app blev sat i forbindelse med personer, der ønskede en køretur, uden at råde over de fornødne taxalicenser eller administrative tilladelser.
Asociación Profesional Elite Taxi gjorde gældende, at Uber udøvede illoyal konkurrence ved at omgå den gældende regulering.
Det centrale spørgsmål, der blev forelagt EU-Domstolen var, om Ubers formidlingstjeneste skulle anses som en tjenesteydelse på transportområdet omfattet af TEUF artikel 58, stk. 1, og dermed udelukket fra anvendelsesområdet for TEUF art. 56 og direktiv 2006/123 (servicedirektivet) samt direktiv 2000/31 (e-handelsdirektivet), eller om tjenesten alene var en informationssamfundstjeneste og således omfattet af anvendelsesområdet.
Ved vurderingen lagde EU-Domstolen vægt på, at Uber udøvede afgørende indflydelse på de betingelser, hvorunder chaufførerne leverede transportydelser, herunder ved at fastsøtte en maksimalpris, modtage betaling og udøve en vis kontol med chaufførerne og deres køretøjer (præmis 39). På baggrund heraf fandt Domstolen, at formidlingstjenesten udgjorde en integrerende del af den samlede transportydelse (præmis 40).
Domstolen konkluderede, at Ubers formidlingstjeneste skulle anses som en tjenesteydelse på transportområdet, hvorfor ydelsen var udelukket fra anvendelsesområdet i TEUF art. 56 samt direktiv 2006/123 og direktiv 2000/31.
Eksamensrelevans:
Sagen er eksamensrelevant, da EU-Domstolen opstiller kriterier for afgrænsningen mellem en tjenesteydelse på transportområdet og en informationssamfundstjeneste.
Ved vurderingen skal der lægges vægt på:
- Graden af kontrol og indflydelse, som platformen udøver over transportydelsen.
- Om formidlingstjenesten udgør en integrenede del af den samlede transportydelse.