TL § 10, stk. 1 - Enhedsgrundsætningen - U 1970.868 Ø

Dom

Resumé

Et ejerpantebrev skulle tinglyses på en landbrugsejendom. I pantebrevet var ejendommen nærmere betegnet således:

"Matr. nr. 60 i Vestermarie sogn af hartkorn 0 skp. 3 fdk. 1 1/2 alb.
Matr. nr. 140 b Vestermarie sogn af hartkorn 2 skp. 0 fdk. 2 alb.
Matr. nr. 250 Vestermarie sogn af hartkorn 2 skp. 2 fdk. 1 alb.
Matr. nr. 161 b Vestermarie sogn af hartkorn 1 skp. 0 fdk. 2 alb.
Matr. nr. 82 a4 Vestermarie sogn af hartkorn 1 skp. 1 fdk. 2 3/4 alb.
Matr. nr. 305 Vestermarie sogn af hartkorn 0 skp. 0 fdk. 1 1/2 alb"

Tinglysningsdommeren afviste pantebrevet fra tingbogen, fordi debitor ikke stod anført som ejer af matr.nr. 82 a4 og 161 b af Vestermarie.

Afgørelsen blev påkæret med påstand om, at der skete endelig indførelse i tingbogen af nævnte ejerpantebrev enten med retsanmærkning eller med frist til berigtigelse vedr. matr. nr. 251 b, der ved en fejl var anført som nr. 161 b i pantebrevet.

Tinglysningsdommeren begrundede herefter nærmere sin afgørelse med, at to af matrikelnumrene ikke ifølge tingbogen tilhører udstederen af pantebrevet, og at pantebrevet ikke kan tinglyses særskilt på de resterende matrikelnumre, idet de kun udgør en del af landbrugsejendommen.

Herefter fandt tinglysningsdommeren, at det var mest korrekt at afvise pantebrevet, uanset at der var tale om en skrivefejl.

Landsretten fandt, at de anførte fejl i pantebrevet ved ejendommens betegnelse var af sådan en karakter, at tinglysningsdommeren havde været berettiget til at afvise ejerpantebrevet fra tingbogen.

Eksamensrelevans

Tinglysning af private dokumenter skal angå "en bestemt fast ejendom", jf. tinglysningslovens § 10, stk. 1, som er udtryk for enhedsgrundsætningen. Tinglyste rettigheder skal således hvile på hele ejendommen.
Dommen illustrerer, at der ikke kan tinglyses rettigheder over en fast ejendom, som kun kan gøres gældende mod en geografisk del af ejendommen (dette er dog ikke til hinder for, at der kan stiftes rettigheder, som geografisk kun angår en del af ejendommen - f.eks. en servitut - disse skal dog hvile på hele ejendommen).
Dommen viser endvidere, at skrivefejl/tastefejl bedømmes strengt.