Slagtilbuddet – U 1991.43 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret med 9 dommere

Dissens: 

6-3

Tema: 

Aftaleret, kontrahering

Fakta

Bilka reklamerede med salg af Marabou chokolade til kr. 12,95 pr. plade. Da en grossist indfandt sig for at købe samtlige 4.000 plader, blev dette nægtet. Herefter lagde grossisten sag an med påstand om, at tilbuddet var bindende for Bilka, og at Bilka herefter var forpligtet til at betale prisdifferencen. Højesterets flertal fandt, modsat Sø- og Handelsretten, at det måtte have stået grossisten klart, at tilbuddet var rettet imod Bilkas sædvanlige kundekreds, der ikke omfatter grossister, og Bilka var derfor berettiget til at nægte salget.

Eksamensrelevans

Dommen belyser, hvordan andre forhold end de klassiske ugyldighedsgrunde, i aftalelovens kapitel 3, kan medføre, at en aftale ikke kan gøres gældende.

De afgørende momenter i sagen er særligt tilbuddets karakter af "slagtilbud" samt grossistens videresalgshensigt. Helt centralt i forhold til karakteren af "slagtilbud" ses at være tilbuddets adressat. Det fremgår, at den almindelige kundekreds omfatter privatpersoner og lignende, men derimod ikke grossister og andre detailister. Argumentationen og baggrunden for resultatet ender således med at være, at tilbuddets adressat var en anden end grossisten, hvorfor denne ikke kunne gøre tilbuddet gældende.

Afgørelsen antager dermed, at det implicit kan være en stiltiende begrænsning i et tilbud, at en forretning kan nægte salg til en konkurrent af større varepartier til en særlig fordelagtig pris.

Mindretallet vurderede ligesom Sø- og Handelsretten at "slagtilbud" måtte forstås efter ordlyden, og da der ikke var indføjet begrænsninger hertil, stemtes der for at fastholde Bilka sit tilbud også over for grossisten.

Om dommen: Dommen medførte, at man i 1991 i markedsføringsloven indførte et forbud mod mængdebegrænsninger i detailsalg. Dette forbud blev imidlertid ophævet igen pr. 1/1 2007.

Til Eksamen

Dommen vil i en eksamenssituation kunne tjene som god reference til illustration af, at en bestemt adressat kan være forudsat uden eksplicit at være nævnt. Da et tilbud netop alene kan accepteres af den rette adressat, vil en aftale herefter ikke kunne siges at være blevet tilvejebragt, såfremt en anden end adressaten accepterer.

Dette synes umiddelbart åbenlyst, men dommen kan således ligeså tjene til illustration af, at også tilbud der slås bredt op, som eksempelvis i en detailforretning, alligevel vil kunne være begrænset til en bestemt gruppe.