Rulleskøjteløberen – U 2000.1486 Ø

Resumé

Dom afsagt af: 

Østre Landsret 

Dissens: 

Ingen 

Tema: 

Færdselsloven, tilsidesættelse af forskrift

Fakta

En cyklist kom til skade under en forbikørsel af en rulleskøjteløber, idet rulleskøjteløberens ene ben ramte cyklens hjul og forårsagede et styrt. Retten fandt, at rulleskøjteløberen var erstatningsansvarlig for skaden, idet den pågældende bevidst havde tilsidesat en sikkerhedsforskrift i færdselslovens § 10, stk. 1, jf. § 11, hvorefter en gående – herunder en rulleskøjteløber – ikke må være til ulempe for kørende på cykelstien. Det forhold, at cyklisten havde undladt at benytte sig af ringeklokken eller anden signalgivning i forbindelse med forbikørslen, kunne ikke ændre på rettens vurdering. Endvidere fandt landsretten – modsat byretten – ikke grundlag for at lempe erstatningen ud fra en betragtning om egen skyld fra cyklisten, som havde undladt at benytte sig af ringeklokke eller anden signalgivning i forbindelse med forbikørslen. 

Eksamensrelevans

Når det skal vurderes, om en person har handlet ansvarspådragende efter den almindelige erstatningsregel i dansk ret – culpareglen –  skal den pågældendes adfærd bedømmes i lyset af en række faktorer, der skal søge at fastlægge adfærdens farlighed, skadeevne og muligheden for at undgå skade. Det vil i de fleste tilfælde have umiddelbar betydning for vurderingen, såfremt der er overtrådt en forskrift eller sædvane på området, som foreskriver en bestemt adfærd. I nærværende sag fandt retten således, at rulleskøjteløberen var erstatningsansvarlig for skaderne på cyklisten, idet rulleskøjteløberen i forbindelse med ulykken bevidst havde tilsidesat en sikkerhedsforskrift i færdselsloven. Som eksempel på andre forskrifter, som påbyder en given adfærd, kan nævnes færdselslovens regler om lygteføring og spirituskørsel. Sådanne regler foreskriver, hvad der betragtes som den ”rigtige adfærd” i en given situation, og en overtrædelse vil derfor ofte føre til, at domstolene finder en adfærd uagtsom og ansvarspådragende.

Det bemærkes, at retten ikke lempede erstatningen ud fra en betragtning om egen skyld, da cyklisten ikke havde haft grundlag for at indse, at der ville opstå en faresituation i forbindelse med forbikørslen. 

Til Eksamen

Når det skal vurderes, om en skadevolder har handlet ansvarspådragende efter culpareglen, vil der skulle foretages en vurdering og afvejning af alle omstændigheder omkring skaden. På den ene side kan forhold tale for, at skadevolder har handlet culpøst, mens der modsat kan være forhold, der taler for, at skadevolder har handlet forsvarligt - eller i hvert fald ikke culpøst. Der vil typisk skulle foretages en konkret vurdering af samtlige omstændigheder, som skal holdes op mod hinanden og afvejes.

I nærværende sag lagde retten til grund, at rulleskøjteløberen havde udvist uforsvarlig adfærd ved at færdes på cykelstien i strid med en sikkerhedsforskrift i færdselsloven. I praksis vil overtrædelse af en forskrift ofte medføre, at en adfærd karakteriseres som culpøs, idet forskriften er culpanormerende. 

Hvis det efter vurdering af skadevolders adfærd kan lægges til grund, at den pågældende har handlet culpøst og påført skadelidte et tab, skal det dernæst vurderes, om der er den fornødne årsagsforbindelse (kausalitet) mellem adfærden og skaden, og om skaden var påregnelig (adækvat) for skadevolder. Særligt sidstnævnte betingelse kan være vanskelig at vurdere i praksis. Såfremt alle betingelserne er opfyldte, og der ikke foreligger nogen ansvarsfrihedsgrunde, kan det følgelig konkluderes, at skadevolder er erstatningsansvarlig over for skadelidte.