Pigen på kørebanen – U 1999.83 H
Resumé
Dom afsagt af:
Højesteret
Dissens:
Ingen
Tema:
Regres mellem solidarisk ansvarlige skadevoldere
Fakta
En motorcyklist kom alvorligt til skade under et sammenstød med en modkørende bil, da han i et forsøg på at undvige en 13 årig pige, som pludselig var trådt ud på kørebanen, mistede herredømmet over motorcyklen og kurede ind i den modsatte kørebane. Til trods for at den modkørende bilist var helt sagesløs i forbindelse med ulykken, dækkede bilens lovpligtige ansvarsforsikring umiddelbart skaderne over for motorcyklisten. Det centrale spørgsmål i sagen var herefter, hvorvidt forsikringsselskabet kunne få regres fra pigens private ansvarsforsikring. Retten afgjorde regressøgsmålet ved at nægte regres til bilens lovpligtige ansvarsforsikring, som derved blev pålagt at bære hele erstatningsbyrden.
Regres mellem solidarisk ansvarlige skadevoldere – EAL § 25
I sagen behandles den interessante problemstilling vedrørende den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem to eller flere solidarisk ansvarlige skadevoldere. Eftersom at skadelidte har fået dækket sit tab af den ene skadevolder, er den endelige fordeling af erstatningsbyrden mellem de solidarisk ansvarlige skadevoldere denne uvedkommende.
Da samtlige skadevolder har tegnet en ansvarsforsikring, skal ansvarsfordelingen behandles efter EAL § 25, stk. 1, som tilsvarende finder anvendelse i en situation, hvor ingen af skadevolderne er dækket af en ansvarsforsikring. Såfremt en eller flere af skadevolderne – dvs. ikke alle eller ingen – havde været dækket af en ansvarsforsikring, ville fordelingen i stedet skulle behandles efter EAL § 25, stk. 2.
EAL § 25, stk. 1 foreskriver, at fordelingen af tabet skal foretages efter, hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt. I nærværende sag var ansvarets beskaffenhed udslagsgivende for den endelige fordeling af erstatningsbyrden, og det vil i praksis typisk også være det vigtigste moment i rimelighedsvurderingen. Retten fastslog således, at det som altovervejende hovedregel er det forsikringsselskab, der hæfter på et objektivt grundlag (dvs. ansvar uden skyld) i kraft af en lovpligtig ansvarsforsikring, som må bære det endelige tab frem for det forsikringsselskab, der hæfter efter en almindelig ansvarsforsikring (dvs. efter culpareglen). Retten fandt ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, som kunne danne grundlag for at fravige dette udgangspunkt. Af særlige omstændigheder, som vil kunne inddrages i en rimelighedsvurdering, kan nævnes risikosynspunkter, handlingens farlighed, i hvis interesse en given handling er foretaget, hvem der har været mest aktiv af skadevolderne og sociale hensyn – herunder økonomiske forhold. Sidstnævnte moment kan selvsagt ikke have betydning i en situation som den foreliggende, hvor det er to forsikringsselskaber og ikke private personer, der skal bære det endelige tab.
Forældelse
Under sagen blev endvidere rejst et spørgsmål om forældelse, som ikke vil blive behandlet nærmere i denne gennemgang.
Til Eksamen
Såfremt to eller flere skadevoldere hæfter for den samme skyld, vil der være tale om et solidarisk ansvar. Den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem to eller flere solidarisk ansvarlige skadevoldere er reguleret i EAL § 25.
Fordelingen vil i tilfælde, hvor alle (eller ingen af parterne) har tegnet en ansvarsforsikring ske i henhold til EAL § 25, stk. 1, mens der i tilfælde, hvor en eller flere af parterne har tegnet en ansvarsforsikring, vil ske fordeling efter EAL § 25, stk. 2. I nærværende sag havde begge parter tegnet en ansvarsforsikring (stk. 1 tilfælde), og erstatningsbyrden fordeles derfor ud fra, hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt. I praksis er der fastlagt retningslinjer for denne fordeling, og nærværende sag er et eksempel på, hvordan ansvarets beskaffenhed skal vurderes i praksis. Det er således fastslået, at det som altovervejende hovedregel er det forsikringsselskab, der hæfter i kraft af en lovpligtig ansvarsforsikring, som må bære erstatningsbyrden, fremfor et forsikringsselskab, der hæfter i kraft af en almindelig ansvarsforsikring. Forsikringspligt ser man typisk på områder, hvor der gælder en ansvarsskærpelse – f.eks. et objektivt ansvar – som det er tilfældet i færdselsloven og hundeloven. Dette betyder i praksis, at såfremt en bilist og en fodgælder er solidarisk ansvarlige for en skade på tredjemand, at bilistens lovpligtige ansvarsforsikring som hovedregel vil bære erstatningsbyrden fremfor fodgængerens almindelige ansvarsforsikring. Dette gælder til trods for, at bilisten er sagesløs i skaden, som kan tilskrives fodgængerens culpøse adfærd.
Af anden praksis på området kan henvises til følgende afgørelser.
I U 2009.3044 H, kom Højesteret frem til, at den altovervejende hovedregel tilsvarende finder anvendelse i de tilfælde, hvor den ene skadevolder, der er omfattet af en almindelig ansvarsforsikring, er erhvervsdrivende. En lovpligtig ansvarsforsikring vil således også i disse tilfælde bære hele erstatningsbyrden, og kan derfor ikke gøre regres mod en almindelige ansvarsforsikring.
I FED 2000.269 V, lagde retten til grund, at i tilfælde, hvor begge skadevoldere er omfattet af en lovpligtig ansvarsforsikring, vil der i forbindelse med fordeling af erstatningsbyrden ikke blive taget hensyn til, om den ene hæfter på et objektivt grundlag og den anden efter den almindelige erstatningsregel (culpa). Der er med andre ord ikke en formodning for, at en objektivt ansvarlig, som i sagen var sagesløs i forbindelse med skaden, skal bære erstatningsbyrden. Retten pålagde således hele erstatningsbyrden på den skadevolder, der var ansvarlig efter culpareglen.
I U 2006.1589 Ø, fraveg retten det altovervejende udgangspunkt under henvisning til, at der fandtes at foreligge sådanne særlige omstændigheder. Retten pålagde skadevolderne, som begge var erhvervsdrivende, at bære halvdelen af erstatningsbyrden hver og lagde i den forbindelse til grund, at den ene skadevolder, som var omfattet af en almindelig erhvervsansvarsforsikring, havde udvist en betydelig uagtsomhed. Den anden skadevolder, som fandtes at være uden skyld i forbindelse med ulykken men hæftede på et objektivt grundlag, blev pålagt at bære halvdelen af ansvaret som følge af, at den pågældende var dækket af en lovpligtig ansvarsforsikring.