Pant i tingsindbegreb, jf. TL § 47 b - Et parti vine - U 1988.368 H
Resumé
Master Wines ApS ("pantsætter") optog et varelån på 311.000 kr. hos Danske Bank ("panthaver") med sikkerhed ved håndpant i nærmere specificerede vine angivet i en håndpantserklæring med antal, navn og årgang. Vinene blev oplagret hos et speditionsselskab for panthaver, dokumenteret gennem et oplagsbevis. Ifølge aftalen kunne udlevering kun ske med panthavers skriftlige samtykke. Kort efter pantsætningen anmeldte pantsætter betalingsstandsning og blev erklæret konkurs.
Ved optælling på betalingsstandsningsdagen konstateredes betydelige uoverensstemmelser mellem håndpantserklæringen, oplagsbeviset og det faktiske lager. Ifølge oplagsbeviset skulle beholdningen være 40.412 flasker, men den faktiske beholdning var 52.242 flasker, og mange vinmærker svarede ikke til de oplyste. Kun ét vinmærke stemte overens. Vidner forklarede, at der ikke var sket ind- eller udlevering efter pantsætningen.
Højesterets flertal (3 ud af 5 dommere) fandt, at fordi der ikke var sket tilstrækkelig individualisering, og da de pantsatte vine ikke var adskilt fra øvrige flasker, kunne håndpantsætningen ikke opretholdes overfor konkursboet. Højesterets mindretal fandt derimod, at der var sket tilstrækkelig individualisering, og at det ikke kunne have betydning, at den pantsatte del af lageret ikke blev holdt adskildt fra firmaets øvrige lagerbeholdning ved mærkning eller lignende.
Eksamensrelevans
Dommen viser, at der ved håndpantsætning af løsøre stilles krav om både effektiv rådighedsberøvelse og klar individualisering af de pantsatte aktiver. Det skal være muligt entydigt at identificere de genstande, der er omfattet af pantet. Hvis de pantsatte aktiver – som det var tilfældet i denne sag – opbevares sammen med andre aktiver, og dokumentationen ikke svarer til de faktiske forhold, kan pantet ikke gøres gældende over for pantsætterens kreditorer.
Dommen illustrerer endvidere betydningen af tinglysningslovens § 47 b, selvom bestemmelsen ikke nævnes eksplicit i præmisserne. Efter § 47 b er det forbudt at give underpant i løsøre i "samlinger af ensartede eller til et fælles brug bestemte ting, der betegnes ved almindelige benævnelser". Der kan således ikke gyldigt gives pant i en ubestemt "vinsamling"; de enkelte vine må individualiseres tilstrækkeligt, dvs. beskrives præcist nok, for at pantet kan opretholdes.