Palleløfteren – U 2002.519 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret med 5 dommere

Dissens: 

3-2

Tema: 

Erstatning, Erstatning uden for kontraktforhold, ansvarsbedømmelse, konkurrerende skadesårsager

Fakta:

En 50-årig maskinsnedker var udsat for en arbejdsulykke i forbindelse med sit arbejde hos en møbelproducent. Ulykken opstod i forbindelse med, at maskinsnedkeren skulle bære en sengegavl baglæns, hvorefter han faldt over en palleløfter, der ikke normalt stod på det pågældende sted. Manden havde inden ulykken haft smerter i ryg og nakke, som dog blev forværret efter ulykken. Herefter var manden nødsaget til at stoppe på sit arbejde.

Manden gjorde herefter gældende, at han var berettiget til erstatning fra møbelproducenten for tabt arbejdsfortjeneste, svie- og smertegodtgørelse, positive udgifter til lægeerklæring samt erstatnings- og godtgørelsesbeløb udover det beløb, der var udbetalt efter arbejdsforsikringsloven, bestående af erhvervsevnetab og godtgørelse for varige mén.

Højesterets flertal fandt i sagen, at møbelproducenten var erstatningsansvarlig. To af flertalsdommerne anførte, at procenten havde pådraget sig erstatningsansvar, fordi denne ikke hvade tilrettelagt arbejdet og indrettet arbejdsstedet sikkerhedmæssigt fuldt forsvarligt, jf. arbejdsmiljølovens § 38 og § 42. Den sidste flertalsdommer begrundede erstatningsansvaret med, at den medarbejder, der havde stillet palleløfteren det pågældende sted, havde handlet uagtsomt, og at producenten hæftede herfor efter DL 3-19-2.

Herefter lagde de tre dommere ved opgørelsen af erstatningen vægt på Retslægerådets og Arbejdsskadestyrelsens udtalelser om, at manden forud for ulykken havde haft en række lidelser, som var en medvirkende årsag til skadelidtes helbredsforringelse og erhvervsnedsættelse. På denne baggrund fandt de tre dommere, at méngraden og erhvervsevnetabet var korrekt vurderet af Arbejdsskadestyrelsen, som havde nedsat denne, fordi det alene var dele af skadelidtes mén og erhvervsevnetab, der var en følge af uheldet.

De to dissentirende dommere gjorde gældende, at producenten ikke var erstatningansvarlig, idet det ikke var godtgjort, at virksomheden eller en medarbejder havde begået fejl, som kunne pådrage virksomheden erstatningsansvar.

Eksamensrelevans:

Dommen illustrerer bl.a., hvordan der stilles krav til, at en arbejdsgiver sørger for, at dennes ansatte arbejder under forsvarlige og betryggende sikkerhedsmæssige forhold. I sagen havde producenten ikke tilrettelagt arbejdet (manglende retningslinjer) og indrettet arbejdsstedet sikkerhedsmæssigt forvarligt - og der henvistes til arbejdsmiljølovens § 38 og § 42. Omvendt fandt den tredje dommer, der indgik i flertallet, at erstatningansvaret skyldtes hæftelsesansvaret i DL 3-19-2. På baggrund af de forskellige begrundelser og dissensen generelt, har det i sagen været vanskeligt at afgøre præcist, hvorfor - og om der overhovedet -  forelå ansvarsgrundlag.

Dommen illustrerer således, at en arbejdsgiver både kan blive ansvarlig på grund af egne forhold (arbejdets tilrettelæggelse/arbejdsstedets indretning) men også for fejl begået af andre medarbejdere - endda selvom der ikke kan udpeges en konkret medarbejder (anonyme fejl).

Dommen er endvidere illustrativ i relation til de særlige problemstillinger vedrørende konkurrerende skadesårsager. I sagen var det vanskeligt at afgøre, hvilken betydning mandens allerede eksisterende lidelser havde for skaderne efter ulykken. De to faktorer ("de eksisterende lidelser" og "ulykken") har formentlig begge været påvirkende faktorer i forbindelse med skaderne - og disse kunne vanskeligt adskilles. I sagen var det særligt vanskeligt om mandens lidelser alligevel (uden ulykken) ville have ført til tab af erhvervsevne eller lign. Det er dog generelt vanskeligt at afgøre, om den nedsatte erhvervsevne havde haft samme omfang eller var indtruffet på samme tidspunkt, hvis ulykken ikke var indtruffet. Ved Højesterets afgørelse vedrørende spørgsmålet om konkurrende skadesårsager følger retten Arbejdsskadestyrelsen afgørelse - og dette særligt fordi retslægerådet var enig i styrelsens vurdering.

Til Eksamen

Dommen kan særligt anvendes til eksamen vedrørende problemstillinger omhandlende konkurrerende skadesårsager.