Outokumpu Oy (sag C-213/96)

Dom

Resume

Sagen handlede om afgifter på el, der blev importeret til Finland. Efter finske regler var afgiften på indenlandsk produceret el differentieret efter produktionsmetode. Importeret el blev derimod pålagt én afgift uanset produktionsmetode. Afgiften pålagt importeret el var højere end den laveste afgift, der kun pålægges indenlandsk produceret el, men lavere end den højeste afgift, der kunne pålægges. Selskabet Outokumpu Oy, der importerede el produceret i Sverige, gjorde gældende, at afgiften på importeret el var en afgift med tilsvarende virkning som en vold i strid med TEUF artikel 30, subsidiært at der var tale om en diskriminerende intern afgift i strid med TEUF artikel 110. Den finske stat argumenterede modsat, at afgiften var begrundet i miljømæssige hensyn.

Domstolen fastslog først og fremmest, at den foreliggende afgift var en intern afgift i artikel 110 TEUFs forstand, da afgiften blev pålagt både inden- såvel som udenlandsk produceret el. Dernæst fastslog Domstolen, at der på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin ikke var hindringer mod at pålægge differentierede afgifter på produkter, der må anses for lignende, så længe dette sker efter objektive kriterier, og at dette sker for at forfølge et legitimt formål og på en ikke-diskriminerende måde.

Domstolen fastslog derefter, at miljømæssige hensyn var et legitimt hensyn. Derfor var den foreliggende afgift ikke i strid med TEUF artikel 110.

Eksamensrelevans

Afgørelsen fastslår, at der foreligger en afgift i strid med TEUF artikel 110, såfremt der foreligger en økonomisk byrde, der ikke er told i egentlig forstand, som pålægges ensidigt og belaster varer som følge af grænseoverskridelsen, uanset benævnelse eller opkrævningsmåde, medmindre afgiften er en del af en generel, intern afgiftsordning, der systemtisk omfatter forskellige kategorier af varer efter objektive kriterier, der anvendes uden hensyn til varernes oprindelse.

Derudover fastslås det, at TEUF artikel 110 ikke er til hinder for at fastlægge en differentieret afgift for visse produkter, også selvom sådanne produkter må anses for lignende varer, så længe dette sker efter objektive kriterier og differentieringen begrundes i et legimt hensyn. Derimod vil en differentiering være i strid med forbuddet mod forskelsbehandling, hvis afgiften, der pålægges hhv. det importerende produkt og det tilsvarende indenlandsk producerede produkt beregnes forskelligt og efter forskellige regler, således at det altid eller i visse tilfælde fører til et højere afgiftsbeløb for det importerede produkt - dette gælder også, hvor forskelsbehandlingen begrundes med praktiske vanskeligheder