Ombygget VW Boble – U 2009.2003 V

Dom
Vestre Landsret dom i sag anke 9. afd. B-1568-08. Refereret af andre i U 2009.2003 V.

Resumé

Dom afsagt af: 

Vestre Landsret 16. april 2009

Dissens

Ingen

Tema: 

Forbrugerkøb, ophævelse, tilsikring, erstatning

Fakta:

Kenneth Gondoff (K) købte i starten af 2005 en Beetle Cabriolet for kr. 343.080 af Haarup Autocenter A/S (S). Det fremgik af fakturaen, at bilen var ombygget i USA, og K blev endvidere oplyst, at bilen var godkendt af først de tyske synsmyndigheder og herefter de danske synsmyndigheder.

Ved et efterfølgende syn viste det sig dog, at der var forskellige mangler ved bilen, herunder at ombygningen havde medført en øget sikkerhedsrisiko, hvorfor bilen ikke opfyldte gældende danske krav, og dermed ikke lovligt kunne anvendes i Danmark.

K anlagde herefter sag mod S med krav om, at aftalen skulle ophæves, da der forelå en væsentlig mangel, jf. købelovens § 78. Endvidere nedlagde K påstand om, at S skulle svare erstatning for udgifter til kreditomkostninger, forsikringspræmier og vægtafgift, da det måtte anses som tilsikring, jf. købelovens § 80, stk. 1, nr. 4, at bilen lovligt kunne anvendes i Danmark.

Landsretten fandt, at der forelå en væsentlig mangel, da bilen ikke lovligt kunne anvendes i Danmark, hvorfor aftalen kunne hæves. Landsretten fastslog endvidere, at det må anses som en afgørende forudsætning for et forbrugerkøb af en bil, at den lovligt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt kan benyttes til kørsel i Danmark. Landsretten udtalte, at en sådan forudsætning må sidestilles med en tilsikring, hvorfor K tillige have krav på erstatning efter købelovens § 80, stk. 1, nr. 4.  

K var dermed berettigede til at kræve erstatning for de nævnte udgifter efter købelovens § 80, stk. 1, nr. 4. Dette uanset, at S muligvis var i god tro, da bilen tidligere var blevet indregistreret i Danmark.

Eksamensrelevans:

I et forbrugerkøb kan køberen hæve købet, såfremt der foreligger en væsentlig mangel, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4. Hvorvidt der foreligger en væsentlig mangel er en konkret juridisk vurdering, som skal tages med udgangspunkt i den konkrete købsaftale. I denne vurdering kan købelovens §§ 75 a og 76 endvidere inddrages, da disse er en kodificering af mangelsbegrebet.

Omdrejningspunktet i denne dom var dog, hvorvidt K som resultat af den foreliggende mangel kunne kræve skadeserstatning efter købelovens § 80, stk. 1, nr. 4.

En køber i et forbrugerkøb vil ikke altid få sine interesser tilgodeset i tilstrækkelig grad ved blot at hæve købet, hvorfor erstatning kan være en mulighed. Med udgangspunkt i købelovens § 80, stk. 1 kan køberen dermed i en række situationer kræve skadeserstatning, såfremt køber har lidt et tab på grund af en mangel. En af disse muligheder er, hvis genstanden savner egenskaber, som må anses som tilsikrede, jf. købelovens § 80, stk. 1, nr. 4.

At noget er tilsikret vil sige, at der foreligger en garanti, hvilket betyder, at sælgeren er ansvarlig på objektivt grundlag, såfremt der skulle foreligge en mangel, som er omfattet af garantien. En garanti kan gives udtrykkeligt, men kan også foreligge underforstået. I vurderingen af, hvorvidt der foreligger en garanti kan sælgers afgivne oplysninger, genstandens pris og betegnelse dermed blandt andet tillægges betydning. 

Til Eksamen

I dommen kunne K hæve købet som resultat af, at der forelå en væsentlig mangel, da bilen ikke lovligt kunne anvendes i Danmark. K havde dog i sin ejerperiode tillige haft en række udgifter til kreditomkostninger, forsikringspræmier og vægtafgift, hvilket ikke vil blive dækket som resultat af ophævelsen.

For at få dækket dette tab gjorde K gældende, at S tillige skulle svare skadeserstatning efter købelovens § 80, stk. 1. nr. 4. Med udgangspunkt i købelovens § 80, stk. 1, nr. 4 er dette muligt, såfremt genstanden savner egenskaber, som må anses som tilsikrede. 

Landsretten kom frem til, at det må anses som en afgørende forudsætning for et forbrugerkøb af en bil, at den lovligt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt kan benyttes til kørsel i Danmark, og at denne forudsætning må sidestilles med en tilsikring, hvorfor K tillige have krav på erstatning efter købelovens § 80, stk. 1, nr. 4. 

Dommen illustrer dermed, at såfremt en salgsgenstand ikke lovligt kan anvendes til det forventede formål fordi genstanden ikke opfylder lovgivningens krav er der mulighed for skadeserstatning, idet salgsgenstandens forventede formål, kan sidestilles med en tilsikring efter købelovens § 80, stk. 1, nr. 4.