Olieselskabets chauffør – U 1991.106 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

DL 3-19-2 

Fakta

En chauffør begik en fejl under levering af olie til en kunde, hvilket forårsagede et udslip på ca. 7.000 liter olie. Olieselskabet erstattede den omfattende skade ved olieudslippet, og krævede efterfølgende regres fra vognmanden, der ansås at hæfte for chaufførens fejl som følge af principalansvaret i DL 3-19-2. Olieselskabet havde for en periode på 3-4 måneder lejet en motorforvogn med chauffør hos vognmanden, og afholdte i forbindelse hermed på eget initiativ og for egen regning et oplæringskursus for chaufføren. I løbet af perioden udførte chaufføren udelukkende opgaver for olieselskabet, som tilrettelagde arbejdets udførelse og førte tilsyn hermed. Chaufføren ansås således for at have været beskæftiget med at udbringe olie på samme måde som olieselskabets egne chauffører, og arbejdet indgik som et almindeligt led i olieselskabets virksomhed i perioden. Højesteret lagde som følge heraf til grund, at olieselskabet ikke kunne få regres for den udbetalte erstatning, idet vognmanden ikke hæftede for chaufførens fejl i henhold til DL 3-19-2.  

Eksamensrelevans

DL 3-19-2

Dommen omhandler det i DL 3-19-2 lovfæstede principalansvar, der pålægger en arbejdsgiver (vognmanden) at hæfte for det erstatningsansvar, som en arbejdstager (chaufføren) måtte pådrage i forbindelse med hvervets udførelse. Principalansvaret er en ansvarsskærpelse i forhold den almindelige erstatningsregel i dansk ret – culpareglen - idet arbejdsgiveren ifalder ansvar efter DL 3-19-2, såfremt arbejdstageren har handlet culpøst. Det er med andre ord ikke en betingelse, at arbejdsgiveren selv har handlet culpøst.

Parterne fremlagde i nærværende sag en række omstændigheder, der skal søge at belyse, hvorvidt vognmanden havde et over-underordnelsesforhold med chaufføren, og følgelig måtte hæfte for dennes fejl som følge af principalansvaret i DL 3-19-2. Retten lagde efter en vurdering af samtlige forhold til grund, at vognmanden ikke hæftede for chaufførens fejl i medfør af DL 3-19-2, hvorfor olieselskabet var nærmest til at bære erstatningsansvaret for skaden.

Til Eksamen

Indledningsvis må det nævnes, at sagen vedrører regressituationen hvor den ene potenti-elle skadevolder allerede har udbetalt erstatning, men søger sit tab dækket hos den anden potentielle skadevolder. 

Når det skal vurderes, om en arbejdsgiver bør hæfte i medfør af DL 3-19-2 for de skader på tredjemand, som en arbejdstager har pådraget sig et erstatningsansvar for, er der et par betingelser, som skal være opfyldt. 

For det første skal det fastlægges, om der eksisterer et over-/underordnelsesforhold mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren. Det er en helt grundlæggende betingelse for at på-lægge arbejdsgiveren et principalansvar, at denne faktisk er principalen. Det skal derfor blandt andet vurderes, om arbejdsgiveren har instruktions- tilsyns- og kontrolbeføjelserne over arbejdstageren samt retten til at antage og afskedige den pågældende. Det er særligt denne betingelse, der var omdrejningspunktet i denne sag. Sagen illustrerer hvordan, at et DL 3-19-2 ansvar forudsætter et over-/underordnelsesforhold mellem arbejdstager og arbejdsgiver, samt at vurderingen af om et sådant forhold er til stede, må foretages konkret. Afslutningsvis er sagen illustrativ for den såkaldte "materiel udlejet med fører" situation, hvorefter den endelige bærer af DL 3-19-2 ansvaret normalt vil afhænge af, om den udlejede arbejdskraft er blevet en integreret bestanddel af lejers arbejdsstyrke, eller om denne, så at sige, er en "fremmed fugl" i virksomheden. 

Endvidere kan der kun blive tale om et DL 3-19-2 ansvar, hvis arbejdstageren efter en almindelig vurdering ville findes erstatningsansvarlig. Her bør den studerende foretage en almindelig vurdering af forholdet, med henblik på at bestemme om de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt. Den studerende bør være opmærksom på, at culpavurderingen i erhvervsforhold normalt er relativiseret, således at der er tale om et "professionsansvar". 

I forlængelse heraf skal det fastlægges, om skaden er forvoldt som led i tjenesten, dvs. i forbindelse med hvervets udførelse. Dette benævnes i DL 3-19-2 som, at skaden skal være sket ”derudi”.

Endeligt må arbejdstagerens adfærd ikke kunne karakteriseres som værende helt usædvanlig - med andre ord abnorm.