New Valmar (sag C-15/15)

Dom

Resumé

Den belgiske virksomhed New Valmar havde indgået en distributionsaftale med den italienske virksomhed GPPH, som blev enerepræsentant for New Valmars børneartikler i Italien. Aftalen blev ophævet før tid af New Valmar, som herefter anlagde sag mod GPPH med krav om betaling af 234.192 EUR for ubetalte fakturaer.

GPPH nægtede at betale med henvisning til belgisk lovgivning, der krævede, at fakturaer vedrørende grænseoverskridende transaktioner skulle være affattet på det officielle sprog i den relevante belgiske delstat – i dette tilfælde hollandsk. Hvis dette sprogkrav ikke blev overholdt, ansås fakturaerne som ugyldige.

Selvom den nationale ret kun havde forelagt et spørgsmål om artikel 45 TEUF (vedr. arbejdstagernes fri bevægelighed), valgte Domstolen at udvide vurderingen til også at omfatte artikel 35 TEUF, da sagen reelt handlede om en national regel, som udgjorde en eksportrestriktion.

Domstolen fastslog, at den har kompetence til at inddrage og fortolke alle relevante EU-bestemmelser, også dem der ikke er udtrykkeligt nævnt i forelæggelsen.

Domstolen vurderede, at den belgiske sprogregel, selvom den gjaldt uden forskelsbehandling, reelt hindrede samhandelen mellem medlemsstater, fordi den gjorde det vanskeligere for udenlandske virksomheder at handle med belgiske virksomheder.

Sprogkravet havde en afskrækkende virkning, især fordi det ikke tog hensyn til om parterne faktisk kunne forstå hollandsk, hvilket i praksis kunne forhindre effektiv samhandel.

Domstolen anerkendte, at bevarelse af det nationale sprog og effektiv skattekontrol kunne være legitime formål bag foranstaltningen, og at reglerne var egnet til at forfølge disse mål.

EU-Domstolen fandt dog, at der fandtes mindre indgribende midler til at opnå de nævnte formål, f.eks. at kræve en autentisk oversættelse af fakturaen til et sprog, som begge parter forstår. Derfor var den belgiske sprogregel ikke nødvendig eller proportional, og udgjorde en ulovlig restriktion efter artikel 35 TEUF.

Eksamensrelevans

New Valmar-dommen er eksamensrelevant på flere måder.

Først og fremmest giver dommen en klar illustration af artikel 35 TEUF, som forbyder kvantitative udførselsrestriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning. Det er særlig eksamensrelevant, da der er færre sager om eksportrestriktioner end om import (artikel 34 TEUF). Her viser Domstolen, at også ikke-diskriminerende regler kan udgøre en ulovlig hindring, hvis de:

  • Faktisk påvirker eksport mere end indenlandsk omsætning
  • Skaber en afskrækkende virkning for udenlandske aktører

Dernæst gennemgår dommen en klassisk proportionalitetsvurdering:

  • Er formålet legitimt? (Ja: beskyttelse af et af de officielle sprog samt skattekontrol)
  • Er foranstaltningen egnet? (Ja)
  • Er foranstaltningen nødvendig og det mindst indgribende middel? (Nej)

Domstolen demonstrerer endvidere sin kompetence i medfør af artikel 267 TEUF til at omformulere og udvide det præjudicielle spørgsmål, hvis andre bestemmelser i EU-retten er relevante.