Luftgyngen i Tivoli – U 1957.109 H

Dom
Højesterets dom i sag I 112/1956. Refereret af andre i U 1957.109 H.

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret med 7dommere

Dissens: 

Højesterets dommere er alle enige om udfaldet af erstatningsspørgsmålet. Dissens med dommerstemmerne 4-1 vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt den idømte erstatning i sin helhed skulle udbetales til Overformynderiet eller ej, da skadelidte på domstidspunktet var umyndig grundet hendes alder.

Tema: 

Erstatningsret, materialesvigt, tekniske svigt, skærpet ansvarsbedømmelse. 

Fakta

En 14-årig pige var oppe i en luftgynge i et tivoli. Kort efter gyngeturens begyndelse faldt pigen ud af luftgyngen, hvorved hun påførte sig et svært bækkenbrud. Efter uheldet blev det konsta-teret, at den metalbøjle, der udgjorde luftgyngens ryglæn, var revet løs fra jernskroget. Metal-bøjlen havde været nittet fast til jernskroget med fire nitter, hvoraf to af disse var brækket med friske brud, mens de to andre var revet af. På baggrund af det oplyste antog retten, at ulykken var en følge af, at luftgyngens ryglæn svigtede, og at ryglænet ikke ved skadelidtes adfærd var blevet udsat for stærkere påvirkning, end der måtte påregnes. Retten lagde herefter til grund, at luftgyngen ikke havde opfyldt de krav til styrke, som man henset til dens brug med føje kun-ne stille til det, og ejeren af det pågældende tivoli blev derfor pålagt erstatningsansvar.

Eksamensrelevans

Skader forårsaget af, at materialer, apparaturer, maskiner og andre tekniske hjælpemidler, der ikke fungerer som de skal, har generelt været genstand for en streng erstatningsretlig be-dømmelse i retspraksis. Det relevante spørgsmål er herefter, om der for denne type skader gælder en streng culpabedømmelse eller et objektivt ansvar, og, hvis sidstnævnte, hvor langt det objektive ansvar rækker?

Retspraksis giver ikke et entydigt svar, men i U 1957.109 H er Højesteret tæt på at statuere et objektivt ansvar for så vidt angår en skade opstået som følge af, at en forlystelsesindretning ik-ke har været tilstrækkeligt sikret.

Det fremgår ikke direkte af Højesterets præmisser, hvorvidt der er tale om en streng culpabe-dømmelse eller et objektivt ansvar. Retten lægger blot til grund, at luftgyngen ikke havde op-fyldt de krav til styrke, som man henset til dens brug med føje kunne stille til det, og ejeren af det pågældende tivoli blev derfor pålagt erstatningsansvar. Det fremgår dog af kommentaren til dommen (TfR 1957.318), at der ved afgørelsen blev lagt vægt på, at der var tale om en farlig indretning, der erhvervsmæssigt var stillet til rådighed for almenheden mod betaling, hvorfor der måtte stilles store krav til materiellets holdbarhed.

I andre lignende tilfælde, hvor der er sket skader forårsaget af forlystelser, har retten ikke på-lagt ansvar uden culpa, men skærpet kravene til agtpågivenheden. Ifølge Bo von Eyben og Helle Isager (7. udgave, 2011) er det dog heller ikke afgørende, om man klassificerer dommen som en afgørelse, der pålægger erstatningsansvar efter en streng culpabedømmelse, eller en afgø-relse, der fastlægger et objektivt ansvar ved brug af en culpafiktion. 

Overordnet må det derfor fastslås, at der for skader forårsaget af materialesvigt gælder en streng erstatningsretlig bedømmelse.

Til Eksamen

I dommen trykt i U 1957.109 H skulle Højesteret tage stilling til, om en ejer af et tivoli skulle ifalde erstatningsansvar for den skade, en pige var blevet påført som følge af et fald fra en luftgynge, hvis ryglæn svigtede.

Det måtte efter sagens oplysninger antages, at ryglænet ikke var blevet udsat for nogen stær-kere påvirkning fra pigen, end det måtte påregnes. Retten lagde derfor til grund, at det benyt-tede materiel ikke havde opfyldt de krav til styrke, som i betragtning af dets brug med føje kunne stilles til det. Tivoliejeren blev derfor pålagt erstatningsansvar.

Det fremgår ikke direkte af Højesterets præmisser, hvorvidt der er tale om en streng culpabe-dømmelse eller et objektivt ansvar, hvorfor man bør vare varsom med at statuere, at retten har pålagt tivoliejeren et objektivt ansvar. Man kan derimod med rette konstatere, at der for skader forårsaget af materialesvigt gælder en streng erstatningsretlig bedømmelse.