Løven i Hollænderbyen – U 1937.158/2 Ø

Resumé

Dom afsagt af: 

Østre Landsret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Erstatningsret, principalansvar, ansvar for vilde dyr, solidarisk ansvar

Fakta

Under en generalprøve for en sangerinde i "Hollænderbyen" blev en tam løve sluppet løs på scenen. Sangerinden vidste ikke, at løven var tam, hvorfor hun fik et chok og derefter besvimede. Sangerinden anlagde herefter en erstatningssag med påstand om, at stedets direktør, kapelmester og domptør, var solidarisk ansvarlige for de skader, hun var blevet påført. Landsretten fandt, at de alle tre var solidarisk ansvarlige. Domptøren var ansvarlig efter DL 6-10-4's regel om objektivt ansvar for besidderen, hvis vilde dyr forvolder skade, fordi han ikke havde fortalt sangerinden, at løven var ufarlig. Kapelmesteren havde handlet culpøst, fordi han som leder af prøven undlod at gribe ind, og direktøren var ansvarlig efter principalansvaret i DL 3-19-2 som følge af kapelmesterens skadegørende handlinger i tjenesten.

Eksamensrelevans

Principalansvaret efter Danske Lov 3-19-2:

I dansk ret gælder den almindelige regel, at en arbejdsgiver hæfter for det erstatningsansvar, som hans arbejdstager måtte pådrage sig for culpøse, skadegørende handlinger forårsaget under udførelsen af sit hverv for arbejdsgiveren. Dette princip om principalansvar er lovfæstet i Danske Lov 3-19-2. Principalansvaret er en ansvarsskærpelse i forhold til det almindelige culpaansvar, da arbejdsgiveren ifalder ansvar for sine ansattes culpøse skadegørende handlinger inden for arbejdstiden, uanset om arbejdsgiveren selv har handlet uagtsomt eller ej.

Principalansvaret finder som udgangspunkt anvendelse, såfremt følgende tre grundlæggende betingelser er opfyldt:

1. Arbejdsgiveren skal have instruktions-, tilsyns- og kontrolbeføjelse over arbejdstageren,
2. Skaden skal være forvoldt som et led i tjenesten, og
3. Arbejdstageren skal have handlet culpøst.

Da kapelmesteren var ansat i "Hollænderbyen", da skaden på sangerinden var forvoldt som et led i tjenesten, og da kapelmesterens undladelse blev anset som culpøs, ifaldt direktøren ansvar efter DL 3-19-2. 

Ansvaret for skader forvoldt af vilde dyr efter Danske Lov 6-10-4:

Bestemmelsen regulerer erstatningsansvaret for skade hidført fra vilde dyr, hvorefter besidderen pålægges et objektivt ansvar - ansvar uden skyld. Det objektive ansvar efter DL 6-10-4 finder ikke anvendelse på almindelige husdyr, selvom de pludseligt bliver vilde. Derimod viser nærværende afgørelse, at bestemmelsen kan finde anvendelse på vilde dyr, der ikke kan betegnes som farlige.

Solidarisk ansvar:

Hvis flere personer er erstatningsansvarlige over for skadelidte for den samme skade, er hovedreglen i dansk ret, at de hæfter solidarisk. Dette betyder, at skadelidte kan kræve hele erstatningsbeløbet hos hvem af de pågældende skadevoldere, skadelidte ønsker, hvorfor samtlige skadevoldere herefter er frigjort for deres forpligtelser over for skadelidte, når vedkommende har modtaget hele sin erstatning. Denne regel er særdeles gunstig for skadelidte, der dermed er sikker på at få betaling, såfremt blot én af skadevolderne kan betale erstatningen. Der findes dog en række undtagelser til denne hovedregel, som man bør være opmærksom på.

Til Eksamen

I denne afgørelse skulle Østre Landsret tage stilling til, om et underholdningsetablissements direktør, kapelmester og domptør kunne gøres ansvarlige for de skader, som en sangerinde blev påført under en generalprøve. 

Under generalprøven for en sangerinden blev en tam løve sluppet løs på scenen. Sangerinden vidste ikke, at løven var tam, hvorfor hun fik et chok og derefter besvimede. Sangerinden påstod derfor direktøren, kapelmesteren og domptøren solidarisk ansvarlige for de skader, hun var blevet påført som følge af chokket.

Landsretten fandt, at de alle tre var solidarisk ansvarlige. Domptøren var ansvarlig efter DL 6-10-4's regel om objektivt ansvar for besidderen, hvis vilde dyr forvolder skade, fordi han ikke havde fortalt sangerinden, at løven var ufarlig. Kapelmesteren havde handlet culpøst, fordi han som leder af prøven undlod at gribe ind, og direktøren var ansvarlig efter principalansvaret i DL 3-19-2 som følge af kapelmesterens skadegørende handlinger i tjenesten.