Ker-Optika (sag C-108/09)
Resumé
Sagen handlede om den ungarnske virksomhed Ker-Optika, som solgte kontaktlinser over internettet. Ved administrativ afgørelse forbød de ungarnske myndigheder salget med henvisning til en national bestemmelse, hvorefter kontaktlinser kun må sælges i specialiserede butikker eller ved hjemmelevering direkte til den endelige forbruger. Det fremgår af dommen, at sidstnævnte begreb ikke omfatter onlinesalg.
EU-Domstolen fastslog indledningsvist, at den ungarnske lovgivning alene skulle undersøges i henhold til artikel 34 og 36 TEUF. Dette følger også af sag C-322/01 (Deutscher Apothekerverband), hvorefter foranstaltninger vedrørende salg af varer over internettet med levering til kundens hjem alene skal undersøges efter reglerne om varernes fri bevægelighed.
Dernæst behandlede EU-Domstolen sagen efter Keck-doktrinens to betingelser:
- Finder foranstaltningen anvendelse på alle berørte erhvervsdrivende, og
- Påvirkes afsætningen af indenlandske og udenlandske varer, såvel retligt som faktisk, på samme måde?
EU-Domstolen fandt ikke, at anden betingelse var opfyldt, da virksomheder i andre medlemsstater ville have betydelige ulemper ved at sælge kontaktlinser i Ungarn, da de netop ikke har specialiserede butikker i denne medlemsstat. Den nationale bestemmelse udgjorde derfor en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, og er således kun lovlig, hvis den er berettiget af objevtive grunde.
I den forbindelse fandt EU-Domstolen, at hensynet til kontaktlinsebrugerens sundhed udgjorde et legitimt formål efter artikel 36, og at foranstaltningen var egnet til at sikre det forfulgte mål. Dog fandt EU-Domstolen, at foranstaltningen var uproportional, da hensynet til brugerens sundhed kunne forfølges ved kun at underlægge den første levering af linser visse begrænsninger og ved at pålægge de berørte erhvervsdrivende at stille en uddannet optiker til rådighed for kunden. Foranstaltningen var således i strid med artikel 34.
Eksamensrelevans
Dommen understreger vigtigheden af proportionalitetsvurderingen, og illustrerer, at EU-Domstolen er villig til foretage selv en grundig analyse af en foranstaltnings nødvendighed. Desuden kan det udledes, at forbrugerbeskyttelse - i hvert fald i visse tilfælde - kan opnås ved information over internettet og ikke kun ved fysisk fremmøde.