Kapkørsel – U 2008.1322 V
Resumé
Dom afsagt af:
Vestre Landsret
Dissens:
Ingen
Tema:
Erstatningsret, ansvar for motorkøretøjer, regres, den almindelige lempelsesregel
Fakta:
En billist forårsagede et færdelsuheld. Færselsuheldet skete under kapkørsel, hvor billisten kørte mellem 134 og 144 km/t mod tilladt 80 km/t, ved en bakketop med begrænset oversigt og foretog samtidig overhaling af to forankørende biler. I forbindelse med overhalingen stødte billisten sammen med en modkørende bil, hvis fører afgik ved døden.
Forsikringsselskabet gjorde krav om regres gældende mod billisten som følge af, at billisten havde udvist grov hensynsløshed, jf. FL § 108, stk. 2. Retten i Aalborg frifandt billisten for det rejste regreskrav. Vestre Landsret fandt derimod at kørslen måtte betegnes som særlig hensynsløs og bevidst uforsvarlig, hvorfor betingelserne i FL § 108, stk. 2 var opfyldt, og forsikringsselskabet derfor kunne gøre regres mod billisten. Erstatningsbeløbet blev nedsat fra knap 1, 3 mio kr. til 200.000 kr., som følge af, at det ville virke urimeligt tyngende for billisten set i forhold til hans indtægts- og formueforhold, jf. EAL § 24, stk. 1. Der blev herved lagt vægt på, at billisten kun var 19 år samt under lærlingeuddannelse.
Eksamensrelevans:
FL § 105, stk. 1 bestemmer, at der skal tegnes en ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer. Hovedreglen er, at ansvarsforsikringsselskabet er umiddelbart ansvarlig for skadelidtes fulde tab, jf. FL § 105, stk. 2. Forsikringsselskabet kan derfor ikke over for skadelidte undgå at betale erstatning. Heller ikke selvom føreren har handlet forsætligt, var spirituspåvirket eller lignende. Sådanne omstændigheder kan i stedet give anledning til regreskrav mod føreren, jf. FL § 108, stk. 2.
Et forsikringsselskab har kun regres mod den ansvarlige, hvis dette er aftalt i forsikringspolicen. Efter FL § 108, stk. 2 kan forsikringsselskabet gøre regres mod den ansvarlige for skaden, når forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved en uagtsomhed, der kan betegnes som grov hensynsløshed. Der kræves dermed bevidst grov uagtsomhed.
I afgørelsen finder Vestre Landsret at det forhold, at der har været tale om samtidig overhaling af flere biler under kapkørsel med en væsentlig højere hastighed end den tilladte på et sted, hvor oversigtsforholdene var begrænsede gør, at kørslen kan betegnes som hensynsløs og bevidst uforsvarlig. Vestre Landsret finder dermed at betingelserne i FL § 108, stk. 2 er opfyldt, og forsikringsselskabet kan derfor gøres regres mod bilisten.
I afgørelsen finder Vestre Landsret dog, at det vil være urimeligt tyngende for bilisten at lade ham bære det fulde erstatningsansvar.
Erstatningsansvarsloven indeholder i § 24 en generel lempelsesregel. Efter EAL § 24, stk. 1, kan der ske lempelse af erstatningsansvaret, hvis ansvaret er urimeligt tyngende. Vurderingen heraf er en helhedsvurdering, hvor forskellige momenter kan spille ind. Det vil dog primært være skadevolderens økonomiske forhold, der er afgørende for, om der skal ske lempelse af ansvaret.
Venstre Landsret anfører i afgørelsen det forhold, at bilisten var 19 år og under lærlingeuddannelse, og det heraf følgende lave indtægtsforhold, som afgørende moment for lempelse af ansvaret. Forsikringsselskabets regreskrav blev i dommen nedsat fra knap 1, 3 mio. kr. til 200.000 kr.
Til Eksamen
Afgørelsen kan benyttes i forbindelse med vurderingen af, hvad der skal til for at betingelsen "grov hensynsløshed" i FL § 108, stk. 2 er opfyldt, i forhold til bedømmelsen af, hvorvidt forsikringsselskabet kan søge regres hos den ansvarlige.