Ikke passiv medvirken ved grov vold i arrest – U 2014.1150 H

Resumé:

Forurettede, F, blev i Århus-arrest udsat for grov vold efter § 245, stk. 1, under en gårdtur med seks andre indsatte, T1-T5 og G. Volden stod på i ca. 45 minutter og bestod i spyt i ansigtet og adskillige spark og slag i ansigtet og på kroppen. F fik endvidere presset en flaske mod sine tænder, mens der blev slået på den, og han blev tvunget til at spise ca. 15 cigaretskodder.

G blev i landsretten fundet ansvarlig for den samlede voldudøvelse, og G's sag var ikke omfattet af anken for Højesteret. Det blev af landsretten lagt til grund, at der i hvert fald var to aktive deltagere i voldsudøvelsen, men det var ikke bevist hvem af de øvrige tiltalte, der havde deltaget aktivt i volden mod F sammen med G. 

Flertallet af de voterende i landsretten fandt, at selvom T1-T5 ikke kunne have forudset episoden og ikke forlade gården, måtte de have indset, at de ved deres tilstedeværelse under det langvarige forløb og ved ikke at have taget afstand for den grove vold, ved fx at have tilkaldt en vagt, havde skærpet situationen, som værgeløse F befandt sig i. Landsretten fandt herefter, at T1-T5 var skyldige i passiv medvirken til den samlede voldsudøvelse, hvorfor landsretten stadfæstede byrettens dom vedrørende skyldsspørgsmålet.

Højesteret bemærkede samme iagttagelser ved T1-T5, som landsretten lagde til grund. Højesteret lagde imidlertid til grund, at der ikke kunne fastslås en særlig forbindelse mellem den enkelte tiltalte og det kriminelle handlingsforløb, som ellers normalt kræves i forbindelse med passiv medvirken. 

For så vidt angår at den enkelte tiltalte kunne have tilkaldt vagterne for at stoppe voldshandlingerne, kunne der ikke ses bort fra, at de tiltalte i så fald ville kunne risikere repressalier i form af tilsvarende vold, hvis en vagt blev tilkaldt. Herefter fandt Højesteret, at det ikke udgjorde medvirken ved passivitet til grov vold, at de tiltalte undlod at sige fra over for volden, hvorfor T1-T5 herefter blev frifundet.

Eksamensrelevans:

Det følger af medvirkensbestemmelsen i STRFL § 23, stk. 1, nr. 1, at strafansvaret omfatter alle, "der vil tilskyndelse, råd eller dåd" medvirker til en forbrydelse. Straffeloven indeholder enkelte særlige regler om strafansvar for passivitet (undladelse), jf. f.eks. § 253, stk. 1, nr. 1, om hjælp til nogen, der er i øjensynlig livsfare. Det er i teori og praksis antaget, at ansvar for medvirken til forbrydelse kan pådrages ved passivitet i de tilfælde, hvor passiviteten kan sidestillet med en aktiv medvirkenshandling.

For at ansvar for passiv medvirken kan ifaldes, kræves det normalt, at der er en særlig forbindelse mellem den passive person og det kriminelle handlingsforløb. Dette skyldes, at der med rimelighed skal kunne forventes en aktiv handling fra den pågældende, idet passiviteten ellers kan anses som udtryk for tilslutning til eller understøttelse af forbrydelsen, jf. Højesterets begrundelse i U 2014.1150 H.

I U 2014.1150 H blev T1-T5 frifundet for passiv medvirken, bl.a. fordi det blev lagt til grund, at de tiltalte ikke kunne forudse voldudøvelsen, og fordi de tiltalte befandt sig i et lukket gårdrum i et arresthus, hvor de var afskåret fra frit at forlade stedet, og de risikerede repressalier, hvis de blandede sig eller tilkaldte en vagt. Samtidig fandtes det ikke bevist, at de tiltalte havde nogen særlig tilknytning til hinanden eller til G, hvorfor der ikke kunne fastslås en særlig forbindelse mellem den enkelte tiltalte og det kriminelle handlingsforløb.