Frikirkedommen (sag C-372/21)
Resume
Den tyske adventistkirke havde status som juridisk person og var anerkendt som trossamfund efter tysk ret, men ikke efter østrigsk ret. Kirken anerkendte en skole i Østrig som konfessionskole. På baggrund af østrisk lovgivning, privatskoleloven, indgav kirken anmodning til de østrigske myndigheder om at opnå tilskud til aflønning af den østrigske skoles ansatte med henvisning til TEUF artikel 56 om tjenesteydelsernes fri bevægelighed, idet der forelå et grænseoverskridende element, der berettigede, at den tyske kirke blev behandlet på lige fod som østrigske kirker. Den østrigske myndighed afviste denne anmodning, idet de relevante bestemmelser i privatskoleloven kun fandt anvendelse på trossamfund anerkendt efter østrigsk ret. Den nationale domstol var af den opfattelse, at EU-retten ikke pålagde medlemsstaterne gensidigt at anerkende trossamfund, der anerkendtes i andre medlemsstater efter TEUF artikel 17.
Domstolen fastslog først og fremmest, at den grænseoverskridende aktivitet udført af den tyske kirke var omfattet af EU-retten, og at TEUF artikel 17 om EU-rettens respekt for kirkers og konfessionsløse organisationers status, ikke ændrer herpå.
Dernæst fastslog Domstolen, at den relevante bestemmelse ikke var TEUF artikel 56, men derimod TEUF artikel 49 om etableringsfrihed, da der var tale om en østrigsk skole drevet af en forening registreret i Østrig, som hvade en stabil og vedvarende tilstedeværelse, hvorfor der var tale om grænseoverskridende etablering, når den tyske kirke ansøgte om tilskud til skolen efter østrigsk lovgivning.
Domstolen vurderede, at privatskolelovens betingelse om at tilskudsmodtagere skulle være anerkendte trossamfund udgjorde en restriktion af den frie etablering, da kriterierne for at blive anerkendt som trossamfund forudsatte tilstedeværelse i Østrig i nærmere fastsatte perioder samt en vis følgerskare, hvilket naturligvis gjorde det lettere for østrigske trossamfund/kirker at opnå status som anerkendt end dem, der stammede fra øvrige medlemsstater.
Sådan en restriktion kunne begrundes i et legitimt hensyn, såfremt hensynet blev forfulgt proportionelt. Formålet med den østrigske begrænsning på, hvem der kunne ydes tilskud til efter privatskoleloven var at sikre at forældre lettere kunne vælge en uddannelse for deres børn, der var i overensstemmelse med deres religiøse overbevisninger. Domstolen fandt, at dette var et legitimt hensyn, og at kriterierne for at kunne føre bevis for tilstedeværelse og repræsentation af trossamfundet i Østrig var proportionelle.
Eksamensrelevans
Afgørelsen illustrerer grænsen mellem den frie bevægelse for tjenesteydelser og den frie etableringsret. Når der er tale om en stabil og vedvarede tilstedeværelse, er der tale om etablering efter TEUF artikel 49 frem for en tjenesteydelse efter TEUF artikel 56.
Der gælder ikke et princip om gensidig anerkendelse af kirker og trossamfund i EU, men omvendt falder en situation ikke uden for EU-rettens regler om fri bevægelighed, blot fordi situationen involverer et trossamfund eller en kirke.