Frifindelse for grov vold ved exces i nødværge – U 2010.2129/2 H

Dom
Højesterets dom i sag 338/2009. Refereret af andre i U 2010.2129/2 H.

Resumé:

T1 og T2 blev umotiveret overfaldet af O med en kniv, som tildelte T1 tre knivstik i henholdsvis brystet, bugen og lysken. For at beskytte dem selv havde T1 og T2 fravristet O kniven og tildelt ham tre knivstik i det ene lår, hvoraf det ene knivstik ramte O i en pulsåre, hvilket bragte O i livsfare. Herefter fulgte yderligere slåskamp, hvor T1 og T2 tildelte O, som var stærkt blødende og delvis liggende, flere hårde slag og spark. T1 og T2 bliver efterfølgende tiltalt for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter STRFL § 245, stk. 1, jf. § 246 og for T1's vedkommende endvidere STRFL § 247.

Byretten og landsretten fandt, at volden mod O op til, at T1 og T2 fratog ham kniven samt de tre knivstik, som T1 og T2 tildelte O, var straffri som følge af nødværge efter STRFL § 13, stk. 1 og 2. Der var uenighed blandt nævningene i både byret og landsret om, hvorvidt de efterfølgende slag og spark kunne anses for værende straffri. Et flertal fandt dog handlingen som værende omfattet af STRFL § 13, stk. 2, hvorfor T1 og T2 frifandtes.

Højesteret skulle alene bedømme, hvorvidt T1 og T2 skulle dømmes eller gå straffri vedrørende den sidste del af voldsudøvelsen, navnlig handlingen med de efterfølgende slag og spark. Højesteret fastslog, at forholdet ikke kunne anses for lovligt nødværge efter STRFL § 13, stk. 1. 

Der var dissens i forhold til, om forholdet kunne omfattes af STRFL § 13, stk. 2. Tre dommere mente, at volden var begrundet i lovligt nødværge, jf. STRFL § 13, stk. 2, mens to dommere mente, at volden ikke kunne være straffri herefter, da handlingen ikke kunne anses for rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, hvorfor T1 og T2 ligeledes blev frifundet i Højesteret.

Eksamensrelevans:

Nødværge er hjemlet i STRFL § 13 og kan defineres som afværgelse af et uretmæssigt angreb ved hjælp af en ellers strafbar handling. 

For at statuere lovligt nødværge efter STRFL § 13, stk. 1, skal der var tale om: 

  1. et uretmæssigt angreb, som er påbegyndt eller overhængende. Hvis angrebet ikke er påbegyndt endnu, skal angrebet være så truende, at der er grund til at afværge allerede nu. Hvis der er tid til at vente, er modhandlingen formentlig ikke nødvendig. 
  2. Handlingen skal være nødvendig for at modstå eller afværge angrebet. Et mindre angreb må ikke have været tilstrækkelig til afværgelse af angrebet. 
  3. Handlingen skal være forsvarlig. Her lægges vægt på angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning.

Nødværgeretten er ikke begrænset til den, der angribes. Man kan også udøve nødværge til fordel for en anden person end sig selv, når denne person udsættes for angreb.

Såfremt der er tale om en nødværgesituation, der overskrider grænserne for lovligt nødværge efter STRFL § 13, stk. 1, vil der stadig kunne statueres straffrihed, jf. STRFL § 13, stk. 2, hvis overskridelsen er rimelig begrundet i skræk og ophidselse som følge af angrebet. Anvendelsen af stk. 2 er betinget af, at der foreligger skræk og ophidselse fremkaldt af angrebet, og at dette må antages at forklare overskridelsen.

I U 2010.2129/2 H fandt et flertal i Højesteret, at det at T1 og T2 havde slået og sparket den blødende og delvist liggende O, var rimeligt begrundet i O's angreb, som fremkaldte skræk eller ophidselse hos T1 og T2.