Fra.Bo (sag C-171/11)

Resumé

Sagen omhandlede det italienske selskab Fra.bo, som ønskede at eksportere kobberfittings til Tyskland. Produkterne blev imidlertid ikke godkendt af det tyske private certificeringsorgan DVGW, fordi de ikke havde gennemgået en særlig ozontest, og fordi certificeringen fra et italiensk kontrolorgan ikke blev anerkendt. DVGW var efter tysk ret det eneste organ, hvis godkendelse blev anset som dokumentation for, at produktet opfyldte nationale krav. I praksis kunne produkter uden DVGW's godkendelse næsten ikke markedsføres i Tyskland. 

EU-Domstolen fastslog, at kobberfittings er en vare, og at artikel 34 TEUF finder anvendelse, når en privat aktør – som DVGW – på baggrund af national lovgivning har reel kompetence til at regulere markedsadgangen. DVGW's nægtelse af godkendelse blev derfor anset for at hindre adgangen til det tyske marked og dermed udgøre en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion. Domstolen fastslog endvidere, at princippet om gensidig anerkendelse skal overholdes, som går ud på, at et medlemsland ikke må stille yderligere krav uden en saglig begrundelse, hvis produktet er fremstillet på lovlig vis i en anden medlemsstat.

Eksamensrelevans

Dommen viser, hvordan artikel 34 TEUF kan få horisontal direkte virkning, når private organer (som DVGW) reelt har (regulerings)kompetence til at opstille regler, der regulerer adgangen til markedet. Dommen illustrerer desuden forpligtelsen til at overholde princippet om gensidig anerkendelse af varer, der er lovligt fremstillet og markedsført i andre medlemsstater.