Falske Checks – U 1999.216 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret

Dissens: 

Dissens mht. begrundelse med stemmerne 4-1. Højesteret var enige om resultatet.

Tema: 

Aftaleret, fuldmagt, adfærdsfuldmagt, passivitet, falske checks.

Fakta:

Sagen drejede sig om en bogholder, som var ansat i en mindre virksomhed. I 1992 blev det af selskabets revisor konstateret, at bogholderen havde begået et omfattende underslæb. Under-slæb straffes efter STRFL § 278.

Underslæbet fandt sted over flere år og skete ved, at bogholderen udstedte og underskrev checks i selskabets navn. Checkene blev trukket på selskabets kassekredit i banken, hvorefter bogholderen tilegnede sig beløbet. Bogholderen kamuflerede checkhævningerne i selskabets regnskab ved hjælp af momsafregningsmæssige posteringer.

De regnskabsmæssigt sagkyndige i sagen udtalte, at bogholderens underslæb let ville kunne konstateres ved at afkræve bogholderiet almindelige momssandsynliggørelser.

Bogholderen havde på daværende tidspunkt ikke fuldmagt til alene at underskrive checks på virksomhedens vegne. Checkfuldmagt tilkom kun bogholderen i forening med virksomhedens salgschef. Bogholderen underskrev alligevel de pågældende checks alene og indløste dem på forskellige postkontorer. Efter modtagelsen af checkene hos postkontoret afhentede virksom-hedens bank postkontorets oversigt over indgåede checks, hvorefter checken blev afviklet - alt dette uden kontrol af, om den fornødne fuldmagt forelå. Denne praksis fortsatte i ca. 3 år, hvorefter bogholderen formelt i 1990 blev tildelt enefuldmagt til at underskrive checks.

Sagen drejede sig således om tre hovedspørgsmål: 

1. Havde bogholderen fuldmagt til at underskrive checks på vegne af virksomheden i perioden indtil 1990? 
2. Er banken erstatningsansvarlig over for virksomheden for ikke at kontrollere om checkene var forsynet med korrekte underskrifter? 
3. Medførte virksomhedens undladelse af at kontrollere bogholderen, at et eventuelt erstat-ningskrav var bortfaldet?

For så vidt angår det første spørgsmål, fandt Højesterets flertal (4 dommere), at bogholderen ik-ke havde checkfuldmagt - dette på trods af, at bogholderen i mange år havde eneunderskrevet virksomhedens checks. Der forelå således hverken en stiltiende fuldmagt eller en adfærdsfuld-magt.

For så vidt angår det andet spørgsmål, fandt Højesteret, at en check, som ikke er underskrevet af de korrekte befuldmægtigede, er falsk. Derfor var det ikke berettiget, at virksomhedens bankforbindelse trak checkbeløbet på virksomhedens konto. Virksomheden havde derfor som udgangspunkt krav på erstatning fra banken, som qua de falske checks uberettiget havde truk-ket penge fra virksomhedens konto.

For så vidt angår det tredje spørgsmål fandt Højesteret dog, at virksomheden grundet egen skyld havde fortabt sin ret til at kræve sit tab erstattet af banken. Dette var tilfældet, eftersom bogholderens underslæb relativt let kunne være blevet opdaget af virksomheden. Ved ikke en eneste gang i den mangeårige periode, hvor bogholderen udførte både virksomhedens kasse- og bogholderfunktioner, at have kontrolleret bogholderens arbejde, havde virksomheden udvist tilstrækkelig egen skyld til, at erstatningskravet bortfaldt i sin helhed.

Eksamensrelevans

I dansk ret anerkendes grundlæggende to typer fuldmagter; fuldmagter med særlig tilværelse og uden særlig tilværelse. Reglerne om fuldmagt findes i aftalelovens kapitel 2.

En adfærdsfuldmagt er en fuldmagt uden særlig tilværelse, som ikke har særskilt hjemmel i aftaleloven, men er blevet udviklet i retspraksis og i den juridiske litteratur. Betingelsen for, at en adfærdsfuldmagt foreligger, er, at der foreligger en af hovedmanden (=fuldmagtsgiver) udvist adfærd, som giver tredjemand anledning til at tro, at der foreligger en fuldmagt. Denne adfærd vil oftest foreligge i form af hovedmandens passivitet over for den pågældende adfærd - en slags stiltiende accept, om man vil.

I dommen var forholdet det, at bogholderen i strid med den faktisk foreliggende fuldmagt selv underskrev de pågældende checks og indleverede dem til diverse postkontorer, hvorfra de blev videreekspederet til banken. Arbejdsgiveren gjorde i mange år ikke indsigelser mod denne praksis, hvilket førte til, at Højesterets mindretal (1 dommer) anså en adfærdsfuldmagt for at være stiftet på baggrund af passivitet. Højesterets flertal fandt derimod, at en adfærdsfuldmagt ikke forelå, eftersom underskriften på checkene ikke passede med den checkfuldmagt, som var indleveret til banken. Den udviste passivitet var således ikke tilstrækkelig til, at en adfærdsfuldmagt forelå.

Til Eksamen

Dommen belyser primært to retlige problemstillinger; hvornår en adfærdsfuldmagt foreligger samt hvornår et erstatningskrav bortfalder grundet egen skyld udvist af skadelidte. Dommen kan med fordel inddrages når det konkret skal afgøres, om en adfærdsfuldmagt foreligger eller ej. Dommen viser, at en adfærdsfuldmagt ikke foreligger, hvis modparten er blevet informeret om, hvorledes fuldmagtsforholdet egentlig er konstrueret.

Desuden viser dommen med stor tydelighed, at en check, som er underskrevet uden behørig fuldmagt, er falsk.