Ejendomshandel mellem to berusede – U 1949.941 V

Resumé

Dom afsagt af: 

Vestre Landsret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Aftaleret, ugyldighedsregler, aftaleindgåelsen, ratihabition, erstatning.

Fakta: 

To berusede handelsmænd indgik en aftale vedr. køb og salg af en ejendom. Dagen efter aftaleindgåelsen mødtes parterne og aftalte, at de skulle mødes to dage senere og få skødet skrevet af en landsretssagfører. Køber oplyste imidlertid senere, at han var forhindret i at møde den aftalte dato, hvorefter skrivningen blev udsat til anden bestemt dato. Køber mødte dog ikke op på denne nye aftalte dato og anførte herefter, at han ikke ville overtage ejendommen. Efterfølgende lagde sælger sag an med påstand om, at han havde solgt ejendommen til køber samt at køber skulle erstatte det tab, som sælger havde lidt.

Vestre Landsret fandt, at aftalen var ugyldig i medfør af aftalelovens § 33, idet det måtte anses for godtgjort, at parterne havde været i "ikke ringe grad berusede" og at de angivne viljeerklæringer havde været afgivet under disse kendelige omstændigheder for sælger.  

Landsretten anførte dog, at køber - i forbindelse med hans besøg på ejendommen dagen efter aftaleindgåelsen - skulle have gjort sælger opmærksom på, at aftalen ikke var bindende, idet køber må have været klar over, at sælger anså aftalen for gyldig indgået. Køber blev derfor pålagt at erstatte sælgeren for de omkostninger, som denne havde afholdt ved foretagelse af de indledende fraflytningsforanstaltninger, da disse kunne være undgået, såfremt køber havde reklameret ved besøget dagen efter.

Eksamensrelevans:

Dommen vedrører først og fremmest anvendelsen af ugyldighedsreglen i aftalelovens § 33. Det følger heraf, at selv om en viljeserklæring måtte anses for gyldig, kan den, til hvem erklæringen er afgivet, dog ikke påberåbe sig erklæringen, når det på grund af omstændigheder, som forelå da erklæringen kom til hans kundskab, og om hvilken han må antages at have været vidende, ville stride imod almindelige hæderlighed, såfremt han gjorde erklæringen gældende.

Dommen illustrerer, at beruselse i forbindelse med aftaleindgåelsen kan udgøre en omstændighed, der medfører at aftalens gyldighed ville stride imod almindelig hæderlighed efter aftalelovens § 33. Såfremt der foreligger en vis grad af beruselse og modtager af erklæringen må antages at være vidende om denne beruselse, er den pågældende aftale således ugyldig.

Retten fandt også, at aftalen ikke var ratihaberet. Dét faktum, at køber mødes med sælger dagene efter aftaleindgåelsen, medfører således ikke aftalens ratihabition, dvs. et nyt løfte om, at man vedstår løftet, trods mulighed for at påberåbe sig ugyldighed.

Dommen illustrerer endvidere anvendelsen af erstatning i forbindelse med ugyldighed efter aftalelovens § 33. Sælger af ejendommen anså aftalen som indgået, hvilket køber måtte have været klar over. Køber var derfor erstatningsansvarlig for sælgers tab ved de allerede indtrufne fraflytningsforanstaltninger, idet køber ikke dagen efter aftaleindgåelsen (straks), gjorde sælger opmærksom på, at køber ikke anså aftalen for bindende.

Til eksamen:

I dommen trykt i U 1949.941 V tog Vestre Landsret stilling til ugyldighedsreglen efter aftalelovens § 33 ved aftaler indgået i berusede tilstand, samt erstatning grundet forsinket reklamation.

Her havde to handelsmænd indgået en aftale om køb af fast ejendom mens parterne havde været i "ikke ringe grad berusede". Da køber to dage efter anførte, at han ikke ønskede at overtage ejendommen alligevel, lagde sælger sag an med påstand om, at ejendommen var solgt og at køber skulle erstatte sælgerens tab.

Vestre Landsret fandt, at eftersom viljeserklæringerne under aftalens indgåelse var afgivet i berusede tilstand og da dette forhold havde været kendeligt for sælger, måtte aftalen anses for ugyldig efter aftalelovens § 33.

Domstolen lagde dog også til grund, at eftersom køber var mødtes med sælger to dage efter aftalens indgåelse, skulle denne have gjort opmærksom på, at aftalen ikke var bindende, eftersom køber må have været klar over, at sælger anså aftalen for gyldigt indgået. Køber blev derfor pålagt at erstatte sælgeren for de omkostninger, som denne havde afholdt ved foretagelse af de indledende fraflytningsforanstaltninger, da disse kunne være undgået, såfremt køber havde reklameret ved besøget dagen efter.

Dommen illustrerer således to forhold. For det første lægges det til grund, at "omstændigheder" efter aftalelovens § 33 omfatter en vis grad af beruselse. For det andet illustreres en tilbudsmodtagers reklamationspligt over for afsenderen. Der påhviler herefter tilbudsmodtager en pligt til at reklamere straks og på eget initiativ, så snart det står denne klart, at afsenderen tror, at der er indgået en aftale.