Det rådne loft og den senere køber – U 2004.2496 V
Resumé:
Dan Kenneth Christensen (S) var uddannet tømrer, men havde aldrig drevet tømrervirksomhed. I 1979 opførte S selv en tilbygning til sin ejendom og stod både for tegninger og byggearbejde. Under byggeriet begik S en konstruktionsfejl i isoleringen, som senere medførte råd og svamp i taget.
S solgte ejendommen til K1 i 1989. I 1995 blev ejendommen erhvervet på tvangsauktion af K1’s udækkede panthaver (N), som videresolgte ejendommen til K2. I aftalen mellem N og K2 var der en ansvarsfraskrivelse, hvorefter sælger ikke hæftede for fejl og mangler ved ejendommen.
I 2000 konstaterede K2, at taget i tilbygningen var angrebet af råd og svamp, og K2 rejste herefter krav mod S.
Spørgsmålet var, om K2 kunne gøre et direkte erstatningskrav gældende mod S, selv om der ikke bestod noget kontraktforhold mellem dem, og om ansvarsfraskrivelsen mellem N og K2 afskar et sådant krav.
Landsretten fandt, at S skulle bedømmes som selvbygger og ikke efter reglerne om professionsansvar. Da fejlene ved tagkonstruktionen var grove, kunne K2 gøre et direkte krav gældende mod S. Ansvarsfraskrivelsen afskar heller ikke kravet, da prisen ikke var fastsat under hensyntagen til en mistanke om manglerne, og da S’ fejl var grove.
Eksamensrelevans:
Dommen vedrører springende regres (direkte krav) mod et tidligere led i en salgskæde.
Udgangspunktet i dansk obligationsret er, at en køber alene kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod sin egen kontraktpart, jf. princippet om kontrakters relativitet. Der kan dog efter omstændighederne gøres undtagelse, hvis et tidligere led har handlet ansvarspådragende.
Ansvarsgrundlaget for springende regres
Dommen viser, hvilket ansvarsniveau der kræves for at kunne gøre springende regres gældende uden for professionsansvarets område.
Landsretten lagde vægt på, at S ikke var professionel erhvervsdrivende, men alene selvbygger. Han skulle derfor ikke bedømmes efter det strengere professionsansvar. Da S havde begået grove fejl ved opførelsen af tilbygningen, var dette imidlertid tilstrækkeligt til at begrunde et direkte krav fra K2 mod S.
Afgørelsen viser således, at grove fejl hos et tidligere led i salgskæden kan være tilstrækkeligt til at begrunde springende regres, selv uden for professionsansvaret.
Betydningen af ansvarsfraskrivelse
Dommen illustrerer desuden betydningen af en ansvarsfraskrivelsesklausul mellem mellemleddet og den senere køber.
Selv om K2 havde accepteret en ansvarsfraskrivelse over for N, afskar dette ikke K2 fra at rette krav mod S. Landsretten lagde vægt på, at S havde begået grove fejl, og at købesummen mellem N og K2 ikke var fastsat med udgangspunkt i en mistanke om de konkrete mangler.
En ansvarsfraskrivelse afskærer derfor ikke nødvendigvis springende regres, hvis det tidligere led har begået grove fejl, og prisen ikke er fastsat under hensyn til de pågældende mangler.
Se også: B. Gomard & T. Iversen, Obligationsret I, 5. udgave, s. 219-226.