Det offentlige som vejejer – U 1956.289 H

Resumé: 

Sagen angik en cigarhandler, der fra sin bil på Refshalevej udleverede forudbestilt spiritus til arbejdere fra Burmeister & Wain i deres frokostpause. Efter ønske fra Burmeister & Wain forbød Københavns Havnevæsen, som ejede vejen, denne anvendelse af vejarealet. 

Højesteret lagde vægt på, at vejen i en længere årrække havde været åben for almindelig færdsel, at udleveringen ikke var til gene for færdslen, og at cigarhandlerens brug af vejen ikke gik ud over, hvad der måtte anses for almindelig færdsel. 

Da Havnevæsenet med forbuddet forfulgte hensyn, som det ikke naturligt påhvilede myndigheden at varetage, blev forbuddet anset for ulovligt, og cigarhandleren blev frifundet.

Eksamensrelevans: 

Højesteret fastslår i dommen, at en offentlig myndighed kun må anvende sine beføjelser til at varetage de formål, som beføjelsen er tillagt for. En myndighed kan derfor ikke anvende sine beføjelser til at fremme private interesser, medmindre disse samtidig tjener et lovligt offentligt formål. 

I sagen fandt Højesteret, at Københavns Havnevæsen reelt varetog Burmeister & Wains private interesser og dermed lagde vægt på et usagligt hensyn. 

Dommen er derfor central ved eksamen som illustration af magtfordrejningslæren og afgrænsningen af de hensyn, en forvaltningsmyndighed lovligt kan inddrage ved udøvelsen af sine beføjelser. 

Dommen kan deusden ses i lyset af det organisatoriske specialitetsprincip, ifølge hvilket en forvaltningsmyndighed ikke må varetage hensyn, som det ifølge loven tilkommer en anden forvaltningsmyndighed at varetage.